I researchfasen hørte jeg mange foredrag om sygdommen, og jeg lyttede til og læste alt, hvad jeg kunne opdrive om emnet. Og der er udgivet et utal af mere eller mindre læselige skrifter om Alzheimers – mange af dem er sygehistorier, fortalt af læger og sygeplejersker, det er de mest kliniske, andre er fortalt af pårørende, som har syntes, at de måtte skrive om det, der en tid havde fyldt så utrolig meget i deres liv. Det er de mest menneskelige. Selvfølgelig, men ikke nødvendigvis, for den bedste af dem alle er nemlig skrevet af en specialist. Det er Christine E. Swanes "Skyggen af en Hverdag." Den bog satte mange ting på plads for mig og gav desuden et mere nuanceret og navnlig et mere positivt syn på de syge end det, man normalt møder i litteraturen. Chr. Swane skriver med stor indlevelse, og hun har en vældig både praktisk og teoretisk-faglig viden, som hun gavmildt øser ud af.

En af de smukkeste scener fra skønlitteraturen står at læse i Göran Tünströms roman "Tyven" Den scene kunne være skrevet om min mor. Og jeg vil citere slutningen. Drengen Johan har taget en gammel dement kvinde med på en skovtur. Hun kommer op fra søen.

Når hun kom op igen strålede hun:

"Hvor var det dejligt. En tår kaffe ovenpå ...

"Ja, men vi drak jo det hele lige før."

"Ja, det tænkte jeg nok. Det smagte sandelig godt."

"De svømmer virkelig fantastisk."

"Ja, det har jeg ingen vanskeligheder med. Det er der nok ikke mange i min alder der gør lige så godt. Men før var havet mere salt."

"Ja."

"Man burde tilbringe hele sommeren her. Hvis man ellers kan få nogen med. Måske skulle jeg spørge Margareta Düring."

"Ja, men hun er død."

"Hvad siger du! Det er der ingen der har sagt.

"De var selv med til hendes begravelse."

"Blev kransen betalt?"

"Det tror jeg nok."

"Ja, ja."

...

Nej, nu tror jeg, jeg vil læse lidt."

Hun åbnede Agatha Christie bogen, kiggede lidt på siderne, faldt i søvn, vågnede igen og smilede skælmsk til Johan:

"To brush up my English."

“Men bogen er jo på svensk."

"Jeg syntes nok, den virkede så nem. Skal vi tage tilbage til Stockholm nu?"

"Vi er jo i Sunne, De bor jo her i Sunne."

"Jeg skulle lige til at sige det. Man bliver glemsom med alderen. Det er et held at man alligevel er klar i hovedet. Men de snød mig vist meget."

"Hvem?"

De der købte huset. De så ikke hæderlige ud. Jeg gad vist hvad jeg fik for det."

"De har ikke solgt det."

"Det var godt. Man kan ikke stole på nogen nu om stunder." ( citat slut )

Kan man skrive noget positivt om Alzheimers? Er det ikke alt sammen sort på sort? Ja, og nej. Jeg kan bruge eksemplet med min mor. Faktisk var hun et menneske, hvis nervesystem jævnligt voldte hende store kvaler, og da hun var "rask", det hed sig, at hun havde "dårlige nerver," og havde min far ikke været så jordbunden og kærligt et menneske, så tror jeg, at hun ville have haft en besværlig gang på jorden.

Men da hun blev dement, faldt nerverne til ro, og hun faldt selv til ro, og jeg oplevede forundret en spinkel livsglæde spire frem i hendes sind. Tilværelsen havde fået nye farver for hende, og hun var ikke mere så ngstelig. Det lyder måske selvmodsigende, når man betænker sygdommens karakter med dens grådige ødelæggelse af patientens hjerneceller og deraf følgende hukommelsessvigt, der hurtigt gør den syge uegnet til at navigere sikkert i sin omverden, Men for mor var det ikke kun en ulempe. Hun havde på sin vis "glemt", at verden var utryg, og at bekymringerne i hendes tidligere liv ofte havde stået i kø. Nu sugede hun til sig af det, hver ny dag og hvert nyt øjeblik kunne bringe hende og var måske for første gang i sit liv tilfreds. Virkede ind imellem ligefrem glad. Sådan oplevede jeg hende i al fald. Carpe diem! Jo, det havde hun "lært," og hun greb taknemmeligt hver dag, sådan som den kom til hende, og fik det bedste ud af den.

Hun sidder med fingeren i munden.

Det må hun også godt, for hun har en rokketand, og den driller, og hun kan næsten ikke lade være med at tænke på den hele tiden og sidde og rokke. Frem og tilbage.

Men den vil ikke ud.

"Hvorfor spiser du din finger?" spørger oldefar, "er du sul­ten?"

"Nej, men min tand er dum. Den rokker."

"Så ryk den ud!" siger oldefar.

"Ja!" Hun rokker vildt frem og tilbage, "men den vil bare ikke. Den sidder fast."

"Det gør mine tænder da ikke, se bare!" siger oldefar og vups har han rykket alle tænderne ud på en gang og sidder og svinger med dem, mens han ser stolt på Anne.

"Ja ... ­jamen," siger hun helt forfærdet.

"Ha, ha, ha, ha," ler han, og så rækker han Anne alle sine tænder.

Hun kigger på sin hånd, der pludselig holder om en hånd­fuld meget gamle og sære tænder, og hun ved ikke, hvad i al verden hun skal stille op med dem.

Hun vender og drejer dem og er helt stum.

Så kigger hun på oldefar.

Hans mund er skrumpet ind til ingen­ting, og hun synes, han ser meget underlig ud med sit smalle nøgne hoved og lange tynde hals og så den lille bitte rynkede mund.

Hun kommer til at tænke på de små pjuskede fugleun­ger, som far har vist hende, og som sad i reden og strakte hals og peb og troede, at hun var deres mor.

"Jeg er ikke din mor!" kommer hun til at sige, og oldefar farer sammen og griber sine tænder og lader dem forsvinde i munden, som bliver almindelig igen, mens han mumler noget, som hun ikke kan forstå.

Så lukker han øjnene, sådan som han gør, når han vil væk.

Anne sidder helt stille.

"Moar ..." ­piber han ynkeligt og åbner igen øjnene og ser lige på Anne.

"Har du ... set min mor?"

"Nej," siger Anne, "men du skal ikke være ked af det, for nu er jeg her jo."

"Åh, ja, du er her jo, lille pige," siger han og har igen glemt, at hun hedder Anne. "Men jeg har ondt i...." han peger på sine knæ, og hun kan godt mærke, at de ryster lidt og springer ned på gulvet.

"Oldefar," siger hun, "hvordan var din mor?"

"Mor?" siger han og ser ud, som om han tænker, "jeg hjælper mor. Så er jeg en stor dreng."

"Jeg hjælper også mor," siger Anne, "men sommeti­der gider hun ikke. Så gør hun det selv."

"Ja, selv," siger oldefar og nikker.

Anne skubber sin stol helt hen til hans, så hun kan nå hans hånd, men allerede mens hun står og bakser med stolen, hører hun ham sige: "Godt Robert, kræfter, det.. det.. det... Et rigtigt lille mandfolk, ja. Bare fuld fart på!"

Anne maser med stolen, som er tung, og så sætter hun sig op på den og tager oldefars hånd.

"Vi snakkede om din mor lige før," siger hun voksent, "og at du hjælper hende."

"Du skal hjælpe din mor, Robert!" mumler oldefar forvirret, som om han godt ved, at det ikke lige var det, de snakkede om.

"Din mor," siger Anne og ser ham lige ind i øjnene. Som be­gynder at flakke lidt og ikke mere se Anne.

"Min,.. min mor?" siger han og ser sig søgende, "hun er her ikke mere."

"Nej," siger Anne, "men hun var?"

"Var?" mumler han og ryster ulykkeligt på hovedet, og Anne synes, at nu er deres snak på vej til at blive alt for sørge­lig.

Og så giver hun sig til at kilde hans hånd, indtil han ler, og hans anden hånd begynder at krible op og ned ad hendes arm, så hun også griner.

Så siger hun: "Okker gokker gummiklokker..." og oldefar fort­sætter "erle, perle, pif, paf, puf."

Anne tænker længe, så kommer hun pludselig efter det: "Katten og kæl­lingen," siger hun og oldefar fortsæt­ter: "sloges om vællingen, Av! skreg kællingen, jeg brændte mig på væl­lingen, miav! sagde katten, så ku' du ha' ladt mig ha' den!"

Han kan nok hundrede af den slags gamle sjove remser, tror Anne, og bare hun siger de første to, tre ord, så husker han resten.

En gang imellem sidder han og kommer i tanker om sådan en remse og skynder sig at sige den, som om han er bange for, at den skal blive væk inde i hovedet, inden Anne har hørt den.

Og hun prøver hver gang at huske begyndelsen, for så ved hun, at hun altid kan fiske den frem.

Og lige nu er det en god ting at lave synes hun.

Remser med rim i, ja.

Hun får pludselig lyst til selv at lave en remse, en rigtig flot en og helt ny. Hendes egen. Og hun tænker og tænker.

Oldefar sidder helt stille nu og stirrer ud i luften, som om han prøver at fange noget med øjnene, som ikke er der.

Så han forstyrrer hende ikke.

Nu har hun det: "Olde er en kat uden hat pjat godnat god­nat..."

Hun griner, for de rim var da sjove, og så siger hun remsen himmelhøjt for oldefar, som nikker og siger: "godnat, godnat, godnat..."

"Nej, oldefar, prøv at sige det!"

"Hvad?"

"Sig min remse!"

"Ælle bælle mig fortælle..." begynder han, men Anne af­bryder: "Nej, min, du skal prøve min."

Og hun gen­tager remsen meget langsomt og oldefar nikker til hvert eneste ord, men bagefter kan hun forstå, at han alligevel ikke har hørt ordentligt efter, for han har ikke engang lært det første ord.

Anne skælder ud.

"Det er for galt "siger hun, "og du må pokkerme tage dig sammen!"

"Ja," klynker han og begynder at ryste og se bange ud, og Anne forstår, at hun har været grov.

Han tåler jo slet ikke, at man skælder ham ud. Selv om han har fortjent det, for det har han, når hun gør sig sådan umage, og han bare sidder der og glemmer lige på stedet.

Hun kravler op på hans knæ og lægger armene om hans hals, og han holder straks op med at ryste, og hun bestemmer, at hun aldrig mere vil skælde ham ud.

Lige meget hvor streng han så er.

Så kommer mor pludselig ind og henter hende, og som sædvan­lig råber hun himmelhøjt "goddag!" mens hun trykker olde­fars hånd, og hvis ikke Anne havde siddet på hans skød, ville han være blevet bange for det råberi.

Anne har sagt det til hende.

"Du skal ikke sådan råbe," har hun sagt flere gange.

"Vrøvl," siger mor så, "oldefar er over 90 - han er stok­døv."

Så siger Anne ikke mere, men vel er han ej.

Han hører bare ikke ligeså godt som andre.

Mor prøver altid at snakke lidt med ham, inden de går ud, men det er, som om hans ord forsvinder langt væk, når hun er der.

I dag spørger hun: "Har du det godt, oldefar?" og der er han ikke i tvivl, svaret kommer med det samme: "Tak, jeg har det fint."

"Det var da godt," siger mor lettet, "og hvad har I to så lavet?"

"Lavet?" gentager han og begynder at vrøvle, så mor holder op med at lytte og stiller ham et nyt spørgsmål, og det er et af de lette: "Har I fået noget godt til middag?"

"Oh, ja," siger han, "det var så godt, smagte dejligt."

"Nå," siger mor og lyder inter­es­seret, "hvad fik I da?"

"Vi fik … da ... og ...­fik ... ­dejlig mad , mad ja ... at spise ... ja, spise, og mad, og ..."

Mor begynder at se nervøs ud og skynder sig at hale i Anne og sige: "Jamen nu siger vi skam tak for i dag, og Anne kommer igen på torsdag."

I bussen hjem lægger mor sin arm om Anne og giver hende et klem.

"Jeg synes, det er så fint, at du vil besøge oldefar," siger hun.

"Nå," siger Anne og putter sig ind til mor.

Det er så rart at mærke, at mor har længtes lidt efter hende.

Til daglig får hun ikke skrækkelig mange knusere.

"Du må jo have en engels tålmo­dighed," siger mor pludselig.

Anne ved ikke så meget om engle, og tålmo­dighed aner hun slet ikke, hvad er. Kun, at det er noget, hun har, og hun er sikker på, at engle i al fald ikke er noget skidt.