Nu går det. Meget bedre. Han kan trække vejret, og det er altid noget. Det gør han så. I langsomme træk. Ind og ud, ud og ind.
Han kan også se. Øjnene er i hovedet, som de skal. Det er ikke noget i vejen der.
Men i dag kan han ikke rejse sig. Så bliver han liggende. Og trækker vejret og ser.
Rundt om ham er tingene jo, som de skal være. Det er godt. Der er meget, der er i orden. Bordet og stolen, han har kun en, behøver ikke to, de står præcis som i de skal, men kun 20 centimeters afstand. Overskridelig. Og bøgerne. Især dem, de liner sig op på hver sin plads, ingen afstand der. De er tavse, selv om de er fulde af ord. Ikke mange farver på hans bogrygge. Ro der også. Ingen skringre skrig. Så er der papiret. Det ligger, hvor det skal, så parat det er muligt. På hans bord. Computer har han ikke. Vil ikke. Men han har nok alligevel. Nok af alting. Nok til, at han kan nå at blive træt af at ligge her og se på det. Stirre til det svier i øjnene. Og tænke på det. Han kan selvfølgelig også tænke. Han slår ikke tankerne fra, når han lægger sig, eller før, eller efter. Han slår aldrig tankerne fra. Hvem, der siger noget andet, lyver. Hvem? Der er ikke andre, så han behøver ikke spørge så dumt. Der er kun ham.
I går. Nej, han vil ikke tænke på i går.
Og nu kan han jo igen trække vejret, det må han holde fast ved og ikke glemme det, ikke et sekund glemme det. Trække vejret. Andet ville være fatalt. Fatalt gentager han mumlende. Er glad for ordet. Fatalisme. Han skal bruge dem, alle de ord, de kræves af ham. Og han må ikke glemme et eneste. I ordene ligger hans liv og skvulper som et tungt legeme i bølgernes greb. Og han må holde fast i hvert eneste, ellers drukner han. Hvis han slipper sit tag, eller de slipper deres tag i ham, så er han færdig. Og så bliver han aldrig færdig.
Men han vil ikke mere derud. Der, hvor han var i går, og han skynder sig at sluge tanken. Så er den ikke længere. Så ser han blot på det herinde. Øjnene glider roligt rundt i værelset og ser, at det er godt. Alt er godt. Meget bedre, end han havde tænkt. Bedre end i går. I går, nej det er lige meget. I går ligger udenfor.
Ude på gangen hører han skridt.
Selv om han ikke vil, så kan han godt høre. Hvorfor skulle han ønske at høre? at se og at trække vejret, det rækker for ham. Er rigeligt, synes han. Hørelsen er fatal, for den trænger gennem alle spærringer. Hørelsen bringer ham ud af rummet. Det vil han ikke, og ved godt, at han skal. Engang. Men ikke i dag. I hvert fald ikke i dag. Men ... slipper ikke nu. Latteren. Lige uden for hans dør. Den siver ind. Pigelatter. Hvad skal den her?
Han presser hænderne mod ørerne, klemmer af alle kræfter, men hører alligevel latteren stige og stemmerne, der hører til. To tøser, kan han ikke lade være med at tænke og ser op på sine nøgne hvide vægge. Tøselatter hold op!
Heldigvis for døren. Hvis den ikke havde været der ... den kan dog kun lydene trænge gennem. Er da både lukket og låst. Men de bliver ved, og han har vidst det hele tiden. Den ene stemme er hendes. Den lyseste og gladeste. Nu kan han høre hende hvine: Guuud ...mener du det?” Og den anden, som han også kender ansigt og krop på, griner uden af svare. Kan høre dem knække sammen som to siv foran hans dør.
Han haler puden frem og presser den ned over hovedet og bliver ved, til han næsten er kvalt. Så fjerner han den og lytter. Pigerne er borte nu, og han forsøger at genfinde roen. Men nu er den kvast i fnis og latter, og han kan ikke mere trække vejret, det nægter pure at trænge ind i ham. Han snapper efter luft og er igen farligt nær ved at blive kvalt. Sætter sig op i sengen og hiver som en gal efter en smule ilt.
Han kan stadig se, øjnene er i hovedet, men tingenes ro er forstyrret. Bordet fanger. Bøgerne brøler i reolen, og stolen skærer sig ned i gulvet, så det blodet løber i tynde striber over hans gulv. Han vil gå hen og sparke til den, men kan ikke røre sig. Kan kun sidde stiv i sin seng og hive efter vejret. Luft ind og luft ud.
Så kommer det væltende ind over ham. Så voldsomt, at han skal kaste op, men dagen i går kan han ikke kaste fra sig. Nu er den her. Og i gårs latter hvirvler dansende rundt i hans hoved. Og billederne danner frenetiske cirkler i hans hjerne og løber løbsk og haler ham med. Modstandsløs lader han sig trække ind i parken. Han sidder med sin bog, og han skal læse. Det er snart eksamen. Massekommunikation. Det er det, han læser. Og. Han kan jo alle ordene. Lader dem fylde sig. Nu sidder han i parken og er en ganske almindelig studerende. Han ligner de andre. Tingene er enkle. Hans bog, hans lyse hår i forårssolen. Hans 30 år.
Ja, han er studerende. Det er et ord. Og i parken. Med bogen. Har sat sig, og han læser. Ordene under ham suges op med øjnene og bliver forståelige i hans hoved. Massekommunikation og offentlighed.
Massekommunikation og modoffentlighed.
Kønsroller og medier.
Medieteoretiske overvejelser.
Sociologiske traditioner. Kapitel for kapitel. Ordene flyder. I dag er det let. De flyder ind gennem hans hjerne. Han forstår dem. Eksamen. Den sorte mur. Men måske bliver han færdig denne gang.. Måske er i år anderledes. Ordene er kommet nærmere, det mærker han. Nu kan det være, at alt bliver anderledes.
Solen står lige ned i bogen og kaster hvide reflekser mod øjnene, men de alt for lange sætningskonstruktioner løser sig op og tegner sig skart og klart, synes han.
Lige med ét er den der. Skyggen. Og han prøver med en kejtet håndbevægelse af feje den til side. Men den bliver liggende over hans bog. En håndbevægelse mere og latteren vælter ned over ham.
Han ser op og misser ind i to blå pigeøjne.
Svimmelheden melder sig med det samme, og han må presse læberne sammen og lukke øjnene. Vil sige noget til hende. At hun skal gå. Nej, at hun skal blive. Han vil. Hende.
Hun ler.
"Hej," siger hun, da hun er holdt op med at le. "Sidder du også og okser med en bog?"
"Okser?" mumler han.
"Hvor er I skøre alle sammen, at I gider. Og så i det vejr."
Ja, sådan taler hun til ham, næsten som om han var en ganske almindelig ung mand og en, hun kendte. Det gør hun ikke. De har set hinanden, det er det hele, og han kan ikke huske, at de før har udvekslet så meget som et eneste ord. Nu snakker hun. Til ham. Og han vil svare. Men øjnene har allerede fået for meget og lukker sig.
Hvorfor lukkede de sig? Hvad var det, de ikke ville se? havde de blot set ind i hendes. Uden at blinke. Havde de blot. Og hun så havde sagt noget mere, og hans mund havde svaret hende med øjnene i hendes øjne. Så var de kommet til at snakke. Sammen. Men. Men det er så langt væk og så umuligt, og han hører hende vrænge, at han sgu’ da er pisseskør. Og hun går. Så snart han kan rejser han sig fra bænken og løber ud af parken og ind på værelset og låser døren og trækker gardinerne for. Og han husker hende og han elsker hende.
Elsker hende i mørke og skam.
Han bliver i sin seng i tre dage. Måske flere. Måske er det kun to. Det er, som om han fryses fast til lagenet,og han synes, at det er lige meget. Udenfor ler pigerne. Det er også lige meget. Han kan blive liggende her. Og dø.
Men så rejser han sig pludselig og knytter næverne og råber et NEJ, som ingen hører. Eller også hører de det og tænker, at det er sgu´da ham den skøre. Hans nej bliver hængende og runger i hans rum længe, og han står midt i det og ryster. Ryster, fordi han længe ingenting har spist og heller ikke sovet. Han ved ikke, hvor længe.
Nej, siger han, denne gang helt stille. Helt inde i sig selv mumler han et lille krøllet nej. Han vil ikke dø alene. Og han ved, at han heller ikke vil leve alene.
Så går han ud.
I tasken ligger geværet. Det, han har arvet efter sin far, men aldrig brugt, for han er ingen jæger og han har aldrig kunnet overvinde sig til at skyde på noget levende.
Han går ind på universitetet og hen mod kantinen.
Så ser han hende og skyder. Og nogle stykker mere, fordi de står og skriger. Han skal ikke gå alene mere. I selskab skal han rejse herfra. I en fest.
Så skyder han sig selv.