Her i udkanten af byen havde det vrimlet med liv, den dag han kom til København - og det var blot få måneder siden - alle kunne vel ikke være døde? Men der var ikke noget tegn på liv. Ingen svin. Ingen børn. Ingenting.
Eller? Hvad var det? han vendte sig lynhurtigt, havde set som et glimt af liv. Men nej, det var døden, der ramte hans øjne, og han lukkede dem og følte kvalmen vokse og sætte sig som en byld i halsen ... en lang rad af sorte rotter var det. De løb, fede og store som katte, syntes han, langs en husmur og forsvandt så ind i et hus.
Nu kunne han høre dem skrige derinde, høje hyletoner skar sig ind i ham. Eller var det menneskeskrig? Nej, det var en pibende dyrelyd, bestemte han - ikke mennesker, ikke mennesker, gentog han som en besværgelse.
Burde alligevel gå derind. Og jage rotterne bort. Bort? Hvorhen? Efter stanken at dømme lå der lig i hvert eneste hus. Rotterne ville blot bevæge sig til det næste og så det næste igen i deres mæskende togt gennem byen.
Pludselig begyndte jorden at sejle under ham. Han støttede sig op ad et lille hus, der faldefærdigt klyngede sig til muren under volden. Som en sprukken byld.
Han stod lidt og forsøgte at komme til sig selv. Ikke give op, tænkte han, blive ved. Men her var ikke noget at komme efter - pesten havde raseret allermest hidsigt her i de fattige kvarterer.
Han måtte længere ind i byen og prøve at finde mennesker dér, som kunne og ville hjælpe.