"Land i sigte!"

Som en trylleformular, man havde ventet efter at høre, og som nu trak alle mand på dæk, skønt det endnu var halvt nat. De første matte solstråler begyndte at krybe op over horisonten, og med ét dukkede en glødende rand af solskiven frem og tændte et rubinblus på den mørke havflade.

Mandskab og passagerer stimlede sammen ved rælingen. De stirrede lige ivrigt mod den fjerne horisont, men mødtes af det samme trøstesløse syn, som de nu havde haft for øje i en uendelig række af uger. Dette ocean af et hav horisonten rundt og, som det syntes, uden ende. Skønt ingen kunne påstå, at det ikke var i stadig forandring. For sådan var dets væsen: evigt det samme og altid i bevægelse. Lynhurtige farveskift kunne feje hen over det, revet med af vejrets ublide vekslen. Snart buldrede det dunkelgrønt i hushøje bølger, der brækkede sig i kaskader ind over dækket, snart glattedes det fredeligt ud og lå stille som et slumrende barn, mens det lyste himmelblåt med et fortryllende glitterværk af soldrukne splinter, og snart igen lå det lurende mørkt og skumlede under en blygrå himmel, der varslede storm og undergang.

Til tider skimtede man et skib. Ellers var det øde.

"Se!" klingede en lys barnestemme. "Amerika."

Og nu så de alle, hvordan en smal stribe langt ude i den fjerne horisont skilte himmel og hav fra hinanden, mens den langsomt skød sig op, indtil den lå som en stadig voksende bræmme i det fjerne. Endnu en tid forblev den rugende mørk. Så overgav den sig til lyset, rødmede let og skiftede så atter langsomt til lysende grøn.

Hans mærkede sit hjerte dunke, og han så på sine rejsefæller. Rundt om ham disse ansigter, der lyste med en sær, højtidelig glans, som stod de og skuede direkte ind i Edens Have. Og just sådan var det jo, tænkte han og foldede uvilkårligt hænderne. Der lå selve Det forjættede Land, lige for øjnene af dem. Og der stod ingen hævnlysten Gud derinde, flankeret af keruber med flammesværd og nægtede dem adgang. Tværtimod. "Velkommen fremmede" lyste det dem smilende møde. Efter skærsildens vilde rasen i syge kroppe åbnedes omsider porten til Paradiset. Hans Fugl trak vejret dybt og genfandt den næsten glemte følelse af glad forventning.

Den korte fortryllelse blev imidlertid brudt af skibets kaptajn, der ubemærket havde sluttet sig til den lille gruppe. Han prikkede Hans på skulderen, som ville han vække ham.

"Hmm ... Ja, ja, kønt tager det sig unægtelig ud. Men noget forbandet snavs er det nu lige godt."

Hans så forundret på den lille mand med det grumsede gnierhjerte. Han havde på hele turen været deres onde engel, og nu stod han der og trak det magiske syn ind i sine kolde øjne. Og talte om snavs. Hvis Hans da ikke havde hørt forkert.

"Undskyld, hvad sagde De?"

"I morgen skal vi sejle i fjendtligt farvand."

"Hvabehar?"

"Ja. La Plata floden. Og Monte Video. En krigshavn, min herre. Og der skal vi ind."

"Krig?"

"Javist. Deres såkaldte Paradis er en forbandet krigsskueplads. Men så får De måske den ære at spille en helterolle. Eventyrer som De er. Ha, ha, ha ..."

"Det har ingen sagt os."

"Nej, såmænd."

"Men ... er De sikker?"

"Hmm ... jo. Sådan ligger landet. Og vi har ingen kanoner."

Halvvejs inde i havnen blev der skudt mod dem. Kaptajnen reagerede hurtigt og kommanderede, at man skulle brase bak og tage sejlene ind.

Lidt efter kastede de anker på den yderste red.

Og der lå de nu.

Folkene var gået til ro. Hans havde stået i forstavnen en tid. Ene og uden tanke for noget bestemt, blot med blikket rettet mod det urolige land derinde. Nu dukkede en skikkelse op ved hans side, og han behøvede ikke vende sig for at vide, at det var Signe. De stod længe tavse.

Det var blevet sent, nattemørket havde for længst sænket sig, lunt og blødt svøbte det sig om dem, og der langt inde over land blinkede lysene fra den store, fremmede by.

Det virkede alt sammen så venligt og imødekommende, som havde de glitrende lys og den lune aftenluft svoret sig sammen for i skøn forening at dementere den uhyrlige påstand, at det derinde var et tabt Paradis, ikke et hak bedre og langt mere fjendtligt end det, de havde forladt.

Vinden kom fejende fra land. Den førte krydrede dufte ud til dem, viftede dem om næsen med løfter om eksotiske sanselege, hvis frie udfoldelse selv ikke en krig kunne hindre. Fra skibet og det åbne hav hørtes bølgernes våde skvulp, når de slog mod skibsskroget, og inde fra land nåede forrevne stumper af lyd ud til dem. Som klare rids i den stille aften. Tydeligst lød en enlig hests fortsatte vrinsken, som havde nogen efterladt den ensom og såret på en blodig slagmark. Ind i det skingre lydbillede hakkede sig nu og da en hunds hidsige gøen.

Menneskelige lyde var der ingen af.

"Jeg er bange Hans."

"Ja."

Han så på hende. Lyset fra skibslanterne flakkede ned over hende hoved og kaldte små lysende gnister frem i hendes kønne røde hår.

"Hvad skal der blive af os?"

Han lagde beskyttende en arm om hendes spinkle skuldre. Det går nok, lille pige, tænkte han. Men han sagde ingenting.