Doktor Jakobsen så på ham med øjne, der skinnede, han var langt fra ædru, havde vist allerede været en smule bedugget, da de løb på hinanden på Langgade og sammen fulgtes ad til Mackeprangs. Her havde Jakobsen forlangt vin af bedste årgang og ganske overhørt Hans' protester. Og nu havde han ladet munden løbe det sidste kvarter. Og som sædvanligt talt sig hed om Amerika og de gyldne drømme om et liv i frihed og rigdom.
   "Du er en drømmer, Jakobsen, og jeg er en almindelig skolelærer i Stege, der har begge ben på jorden."
   "Ja, og inden du ser dig om, så har dine fødder slået rødder, og du kan ikke rokke dig af stedet."
    Jakobsen havde forleden lånt ham en artikel fra Berlinske Tidende, skrevet af en kaptajn Wordin-ger, der havde sejlet på de syv verdenshave og kendte hele verden. Og i artiklen oprullede forfat-teren et forjættende billede af Sydamerika. Han forstod ikke, skrev han, hvorfor europæerne strøm-mede til Nordamerika, hvor klimaet mange steder var elendigt og jorden gold. I Argentina derimod lå guldet og ventede på den uendelige pampa. Der var jorden guddommeligt frugtbar, gødet som den var igennem århundreder af vilde horder af heste og kvæg. Og klimaet var eventyrligt. Aldrig kulde og frost. Og der var ingen mennesker. Kun indianere. Og de var tillidsfulde og fredelige som børn.
    "Kan du ikke se det for dig, Fugl. Jorden ligger i sin jomfruelige uberørthed og byder sig til. Man skulle være et skarn, om man ikke tog for sig."
    "Som du kan sige det!"
    "Ja, og sandt for dyden også føle det. Men du er ufølsom som en sten, Hans. Hænger uhjælpeligt fast i din puritanske flovhed uden talent for sanselig nydelse."
    Jakobsen fyldte sit glas og drak. Han smaskede højlydt.
    Hans så på ham og rystede på hovedet.
    "Jo du! Jeg kan lige se dig som bonde derovre i Amerika. Ved du overhovedet, hvad det vil sige at bryde udyrket jord?"
    "Nej, hvorfor skulle jeg også det? Du tager jo med mig, Hans, og jeg vil således følges med min broder i ånden, og se, han er mand for at bryde hvad som helst. Og mens du, Hans, vinder guld af muld, favner jeg min hustru så huld."
    "Det kunne du lide!"
    "Ja, og du med, Hans, bild mig ikke et øjeblik ind, at terperiet på Borgerskolen har din store inter-esse."
    "Jeg har min egen skole nu."
    "Og den tjener du penge på?"
    "Nej. Men det er min egen."
    "I Argentina kan du få din egen jord. Den er allemandseje derovre. Tænk på det! Du kan uhindret skabe dit eget paradis, for i Amerika er der ingen grænser. Den totale frihed venter på dig. Men så grib den dog, menneske!"

*

Hans havde ikke straks taget sig af vennens snak, for Jakobsen fablede uophørligt om at forlade andegården Danmark og finde et land, hvor man kunne leve i frihed og velstand. Men foretog sig i øvrigt ikke synderligt. Det var alt sammen blot ord. Ord, som endda kaldte på smilet, for det var vanskeligt at forestille sig den mageligt anlagte doktor strenge sig an til en sådan udmattende livsændring. Doktoren var inderligt utilfreds med Danmark, det var sandt. Men han gik gennem livet med en underlig skødesløs ligegyldighed, som undrede Hans. Undrede ja, men som også tiltrak. En fascinationskraft, han ikke ret begreb, men mærkede som en foruroligende rislen i blodet. Det var så modsat hans egen praktiske forankring i den virkelighed, der omgav ham. Jakobsen fejede ubekymret alle forhindringer af vejen, og når han ret rullede sig ud, var han uimodståelig og kunne forføre hvem som helst.

*

Langsomt og umærkeligt begyndte der at ske en forandring i hans holdning til vennens tågede fantasiforestillinger. Og sære billeder, som han ikke havde kaldt på, begyndte at vise sig for hans indre. De trængte sig på, invaderede hans drømme og fyldte ham med en sugende længsel, som han længe ikke ret ville vedkende sig. Forunderlige panoramaer af udstrakte vidder, af bissende kvæg, af ædle, galoperende vildheste og farvestrålende indianere foldede sig ud. Som pirrende muligheder, og som eventyr. Han forsøgte at tale sig selv til fornuft. Det var urealistiske glansbilleder. De rene drengedrømme. Og han var voksen.
    Men han begyndte at besøge Jakobsens stadig oftere. Og lidt efter lidt blev han lydhør.
    "Jamen, er det dit fulde alvor?" spurgte han en dag.
    "Jeg kan ikke være alvorlig, mener du?"
    "Jeg ved snart ikke. Og desuden: en sådan lang rejse er måske en mulighed for dig, men ikke for mig. Hvor skulle jeg f.eks. få midlerne fra? Jeg måtte tigge mig til mine studier, det ved du vel? Og de penge har jeg endnu knap kunnet betale tilbage."
    "Tig du bare videre. Der findes altid glade givere."
    Jakobsen slog ud med hånden, som var han en af dem.
    "Men hvad med dig selv? Så vidt jeg ved, lever du af din praksis, og den går vel ikke ligefrem glimrende."
    "Blæse være med min praksis," brød vennen irriteret af. "Den sælger vi."
    "Vi?"
    "Sagde jeg ikke nylig, at du var min bror. Vi deler naturligvis."
    "Det kan jeg ikke tage imod."
    "Det kan du sagtens. Husk på, at du skal arbejde for to derovre i Amerika. Snart vil du blive hovedrig. Så kan du betale mig tilbage."
    "Mener du det?"
    "Hvorfor tror du mig aldrig?"
    Ja, hvorfor mon? grundede han, men sagde ingenting.
    De sad i vennens smukke dagligstue. Fornemme og fint udskårne møbler med smukt porcelæn og ciselerede glasskåle på de blanke borde, og på væggene hang malerier af grønne marker og græssende kvæg, af stolte skonnerter med hvide skumsprøjt for boven, duvende i vinden for blakkede sejl. Et glansbillede, når alt kom til alt, men alligevel af en ganske anderledes storhed end barndommens glinsende drømmeforestillinger. Væggen over for det store stuevindue prydedes af et portræt, som Jakobsen havde ladet male af den lille Signepige, som han kaldte sin kone. Hans så på det. En solstråle fangede pigens forsigtige smil. Han følte et stik i hjertet. Signe. Hun syntes så sårbar, som hun hang der, bleg og fin og lod sig besole. Vrøvl, tænkte han irriteret og vendte atter blikket mod doktoren.
    Men de billeder måtte have kostet dyrt. Måske var Jakobsen i virkeligheden velhavende. Han ville sikkert blive det, om han solgte det store hus med hele det pragtfulde indbo.
    Da han lidt senere forlod vennen, var han for første gang i tvivl. Måske skulle han alligevel rejse, måske kunne det virkelig lykkes ham at skabe sig et ganske andet liv langt borte. Et liv uden tvang? Svimmel ved tanken fortsatte han ned gennem den smukke have, der bredte sig foran ham som et miniparadis af blomstrende skønhed. Sådan en have kunne jeg selv få, tænkte han og standsede fortumlet midt på plænen.
    Han stod stille en tid og kiggede ned over det grønne græs, der lyste i solskinnet. Og der borte, i halvskygge under et blomstrende æbletræ lå Signe i en havestol. Hun sov vist. I hendes skød lyste en opslået bogs hvide sider.
Han blev hed og vendte blikket fra hende.
    Langsomt fortsatte han sin gang mod havelågen. Passerede to kønne, lyskrøllede smådrenge. De lå på ryggen og legede med skyformationerne højt over dem. Han hørte den mindste sige: "Se den lange der, den har hale på."
    "Ja," kom det sindigt fra den større, "men jeg tænker nu snarere, at det er en kost, og se, nu fejer den hen over hele himlen, så den bliver blå og ren."
    "Eller måske er det en slange, der kryber over himmelbuen og æder alle de andre skyvæsner op."
De klukkede henrykte.
   Næsten nede ved lågen vendte han sig brat om og bevægede sig søvngængeragtigt hen mod den unge kvinde. Længe blev han stående foran hende, mens han lod blikket hvile på den spinkle skikkelse. Sollysets urolige lysflimmer trængte ned gennem løvet og faldt som sarte kærtegn på hendes nøgne ansigt og hals og gav den blege hud et fortryllende skær. Lyden af den perlende barnelatter og synet af kvinden flød sammen og tændte en glæde i ham.
    Måske fandtes der en vej?