1837

Han slog havestuedøren på vid gab, gabte selv ret inderligt, så stod han lidt og trak vejret dybt, som ville han drage den kølige morgenbrise fra søen helt herop, hvor han nu strakte sig for langsomt at vågne op til en ny dag. Sådan en velsignet forsommerdag. Og tilmed hans fødselsdag. Men det var ikke kun hans gamle, lidt trætte krop med hele sit indhold af sjælelige aflejringer og sindrigt hjernespind, der stod her og fejrede jubilæum for en navnkundig fødsel i en fjern fortid. Noget nyt var spiret frem i ham og blevet forløst i en stille nattetime. Og nu lå det på hans pult, så funklende friskt som duggen derude i græsset. Hans Morgensange. Hvor de lyste, og hvor de bragte ro til ham!
Da han for lidt siden vågnede, lå han en tid og betragtede solstrejfenes sølvtrådeleg i Lucies hår. Hun sukkede i søvne, måske drømte hun om ham. Han havde ikke været nem at omgås i den sidste tid. Det forekom ham ind imellem, at hans lange liv var en tilsvarende lang kamp, hvor sejrene lynsnart vendte sig til nederlag, og han havde ikke undladt at klage sig til hende. Og han havde mærket hendes tavse beklemthed, set den udfoldet i tørkeramte blomster, der gispede på hendes lærred. Og gerne villet trøste, men der trængte så få og så karrige solstrejf ind i hans sind, at han ikke havde haft noget lys at sprede for andre. Ikke engang for hende. Midt i mismodet havde han imidlertid fuldført det lange middelalderprojekt, der begyndte med Valdemar den Store og hans Mænd, og i denne vinter var blevet afsluttet med Holger Danske, en lang digtcyklus om den danske sagnhelt. Og gennem Holger havde han formået at tolke sit eget tungsind, men han havde også sunget om sit håb.
Solen stod højt på himlen nu, og dens stråler legede sit tavse fyrværkeri derude på den klare vandflade. "I hvert solglimt Gud er nær," hviskede hans læber, og han følte en helt ny glæde spire frem. Gud havde aldrig forladt ham. Og versene til lovprisning af skaberværket var jo kommet til ham så legende let som solens glitren for hans trætte øjne, de var faldet ham så naturligt, som var det selveste Moder Natur, der smøgede sig ind i ham for atter at forlade ham i lyse og glade ord. Det var flydt fra hans pen, vers efter vers, indtil der stod syv morgensange og en enkelt forårssang på papiret.
Sangene var en bestilling fra prinsesse Caroline Amalie, et brugsværk til asylbørnene derinde i København, og for ret at nå de små væsners hjerter, var han listet den lange vej tilbage til sin egen barnesjæl. Præstegårdshaven derhjemme i Torkildstrup. Sommerstemning. Morgenstemning. Lyde, dufte og synsindtryk. Og i en skøn sammensmeltning af barnets ukunstlede sanseglæde og den voksne digters formglæde og kunstforståelse var sangene blevet skabt. Og de var blevet mere fuldkomne end noget, han før havde skrevet. Og sandelig noget ganske andet end hans tidligere Højmesse Salmer.
Så enkelt kunne det altså siges, tænkte han, da han undrende læste sine digte højt for sig selv, inden han gik til sengs. Med så få ord og i så få vers kunne man bevæge sig fra den evige Skaber og til det dødelige menneskebarn. Fra verdensaltet til skolegården. I de sidste dage var det lykkedes ham at flyve den lange vej fra moden mand til lille barn og at generobre den tabte nærhed til Guds natur. Måske kom denne lethed af noget helt andet. For han var samtidig begyndt at nedfælde små erindringsglimt fra sit liv. Kun udkast, og måske blev de ikke til andet, men han havde givet sig selv lov til at dvæle en stund i fortiden, og her havde han mødt lyset og glæden igen. En lang istid var slut, følte han, nu vendte livsgnisten tilbage.

"Lucie, vil du høre noget smukt?" Han spurgte så glad.
"Allerede ved arbejdsbordet?" undrede hun sig, for dagen var jo knap begyndt. Og det var hans fødselsdag, så kunne han vel holde fri.
Hun var netop trådt ind i stuen, havde for længst fuldført sit morgentoilette og iført sig den kjortelagtige, folderige dragt, hun yndede at bære i denne tid. Også den hvide turban sad som den plejede i kunstfærdige slyngninger om hendes magre ansigt.
Hun ville spørge ham, om han ville være så rar at sadle hendes æsel. Så kunne de sammen foretage en tur i skoven i det gode vejr og således fejre, at det var hans fødselsdag. Hvis han da brød sig om det? Hun havde den hele vinter og det meste af foråret kæmpet med gigt i bentøjet og en smerte i underlivet, der holdt ved, skønt noget, der lignede sommervarme, så småt havde meldt sin ankomst til Sorø. Smerterne tillod hende imidlertid ikke at foretage lange promenader, kun ganske korte ture ned i haven kunne hun overkomme. Så kunne hun sidde helt nede ved det frønnede stakit og glæde sig over det smukke udsyn over sø og skov. Og det blev man ikke træt af nu, hvor alt endnu var forårsagtigt grønt. Hun kom til at smile ved tanken om det gamle stakit, der trængte til at friskes op med maling. Hun havde bestemt, at det denne gang skulle være blåt som søen, der skimtedes mellem stakittets ribværk. Og hun havde skrevet et lille vers derom til maleren: "Stakittet blåt skal være, så det kan ligne luft og atmosfære." Men han havde i går sendt hende sit svar, en lille billet, hvorpå han også havde prentet et vers. Der stod med store bogstaver: "Nej! Stakittet smøres skal med tjære, så det kan modstå luft og atmosfære."
Bernhard havde købt hende et lille æsel, og han var flink til at trække hende rundt i byen, hvis hun havde ærinder der. Men det hændte yderst sjældent, og til daglig nåede hun ikke længere end til haven.
Nu bad han hende lytte. Det gjorde han altid, når et digterværk lå fuldbårent på hans bord, men det kunne også hænde, at han måtte høre hendes mening i en fase, hvor han endnu bar på det ufærdige skelet, og der måske var ved at komme en smule kød på, men hvor han tvivlede på, at det nu også satte sig de rette steder. En smuk figur skulle hans digte have. Da kunne han blive ivrig og lettere nervøs bede hende lægge ører til. Men hun holdt ikke af det, for han var så knusende god til at læse sine egne tekster. Og når han kom i tvivl eller gik rent i stå, så var det næsten altid noget tyndt pjask, han hældte ud over hende. En servering, hun helst var fri for. For da måtte hun vare sin mund, hvilket slet ikke faldt hende let. Men sagde hun sin mening, lukkede han i som en ukogt musling. Og han kunne ikke genåbnes, selv om man forsøgte at koge ham i lidt sirup.
"Læs min ven," sagde hun og satte sig til rette i sofaen.
"Ja."
Hvorfor stillede han sig nu i positur? Hans lille runde skikkelse i forening med hans lidt pibende fistelstemme ville distrahere hende og gøre det vanskeligt at yde digtene fuld retfærdighed. Vidste hun.
Han slog teatralsk ud med armene. Så lagde han ud.

Lysets Engel gaar med Glands
Gjennem Himmelporte,
For Guds Engels Straalekrans
Flygter alle Nattens Skygger sorte.
Sol gaaer over Verden ud
Med Guds Lys i Øie:
See! Vor Herres Sendebud
Gaaer paa gyldne Skyer i det Høie.

Englen spreder over Jord
Glandsen fra Guds Himmel;
I sin Kaabes Straaleflor
Favner han Alverdens glade Vrimmel.

Sol seer ind i Slot og Vraa,
Seer paa Drot og Tigger,
Ser til Store, seer til Smaa,
Kysser Barnet, som i Vuggen ligger.

Os han ogsaa favne vil
Englen i det Høie;
Os han ogsaa smiler til
Englen med Guds Himmelglands i Øie.

Os har og Vor Herre kjær;
Ingen Sjæl han glemmer;
I hvert Solglimt Gud er nær
Og vor glade Morgensang fornemmer.

Han holdt inde og sagde, at dette digt skulle hun høre først, for det var det bedste. Og havde hun ret forstået det? Kunne hun se de smukke billeder folde sig ud? Og fattede hun deres liv? Spurgte han ivrigt. Hun nikkede tavs og bad ham fortsætte. Så lukkede hun øjnene og forsøgte at abstrahere fra alt uvæsentligt, og han tog hende ved hånden og førte hende vers for vers ind i den dejligste puslingeverden. Alt i naturen så han i barnehøjde. Det var så yndigt, som man kunne tænke, men dog næppe kunst. Bedst kunne hun lide den sidste, han læste. Forårssangen. Her mærkede man den voksne digter. Og hun bad ham læse den en gang til. Forundret glad gentog han:

Storken sidder på Bondens Tag;
Han ser over Mark og Enge.
Det bliver saa dejlig en Foraarsdag;
Nu kommer den favre Tid, jeg ventet så længe

Storken klaprer paa Bondens Tag,
Og Gøgen kukker i Skoven.
Med Majløv nu kommer skjøn Valborgs Dag;
Nu stiger der Pinseglans med Sol over Voven

Storken flyver fra Bondens Tag;
Han spanker i grønne Enge.
Han kommer som Gjæst til skjøn Valborgs Dag;
Han bringer den favre Tid, jeg vented saa længe.

Storken flyver til Høsten bort;
Han kommer igjen ad Aare.
Du Sommerens Gjæst, dvæl ikke for kort!
Velkommen du favre Tid, jeg elsker saa saare!

"Det er den bedste," sagde hun.
"Synes du virkelig?" han lød skuffet. Hvorfor? Det var da ment som en ros, der skulle løfte ham.
"Bryder du dig ikke om de andre?"
"Det gør jeg bestemt. De er ganske kønne."
"Kønne?"
"Ja, som børneviser jævnt hen er."
"Det mener du ikke? Børneviser?"
"Ja, det er vel sådanne, dronningen bad dig skrive, og jeg synes, det er lykkedes udmærket."
"Men de er mere end det. Det vil du måske sande, hvis du sætter dig stille og læser dem igen."
"Jeg synes, du skal sende dem til Weyse, han kan sige dig, om de er sangbare, og til Grundtvig, for han kan give dig en bedre kritik end jeg formår."
"Mon, så skulle det da være første gang. Men lad os nu sadle dit æsel og glemme alt andet end at solen skinner, og at det er blevet sommer i Sorø.