Fugl. Ordet kommer af sig selv og lægger sig på hans læber. Godt. Fugl, hvisker han igen. Og i flertal fugle. Pluralis, tænker han, pludselig hed, og knuger om ordet inde i hovedet. Så giver det efter og lader sig strække ud - plu ra lis. Lis, hvisker læberne. Singularis. Også et ord, der svulmer op og summer rundt derinde. Så skumler de begge bort i mørket, og kun lyden udefra bliver liggende i hans hoved.
Så er der blot fuglen tilbage. En. Og ham. For han er vel også? Prøvende løfter han en arm og en til. Betragter hænderne - hvornår blev de så krumme og tynde? han tæller efter. En ... to. Det passer. Og ben har han også - et på hver side, eller nej, et på ... eller to ... Han har ... Og er også. Er. I al fald er.
Det lille ord falder fra ham og går forkert, og hænderne synker ned, og alt tåger til.
Han lukker øjnene. Svimler lågene ned. Så dækker de. Sådan er det bedst, og hvis han bliver liggende helt stille - lukket inde, går det nok. For øjnene er alt for åbne, og der farer ting ind i dem og sluges i et blink. Og han vil ikke have alting ned, så ligger det der med urolige lyde, som tumler op i hovedet og æltes og væltes. Alle ligheder æder hinanden - ord slubrer ind i ord og bliver våde klatter i hans hoved. Han kan ikke være i denne ordslam. Han ryster på hovedet og holder øjnene lukkede.
Men han nåede at se, at han var blevet borte. Og selv med hudlapperne klemt i, ved han, at de har nedlagt ham.
Javist, han ligger.

Det er ikke mere helt morgen, tænker hun og rejser sig op. Hun har siddet længe på køkkenstolen og hængt ind over bordet som en vissen persillestilk.
Måske har hun sovet lidt, men nu er hun vågen og gnider øjnene og venter.
Men der sker ikke noget.
Ingen er stået op, og ingen kalder på hende.
Det snurrer i benene, de har i al fald sovet, og hun går lidt frem og tilbage over køkkengulvet, indtil de igen bliver almindelige og næsten forsvinder under hende. Så lister de ud i gangen.
Der er det stadig helt morgen og næsten mørkt, men hun kan da godt finde soveværelsesdøren, og foran den standser benene og vil ikke længere. Det kan hun godt forstå.
Hun presser det ene øre mod døren og lytter. Somme tider kan man høre mor. Hvis hun er vågen. Så pusler hun rundt. Sommetider kan man også høre hende, når hun sover. Så grynter hun, og Mona ved ikke helt, om det er hende, eller en gris. Eller hende, der er blevet en gris.
Der er helt stille inde bag døren.
Så sover hun nok og er bare en almindelig mor, der ikke er spor forvandlet.
Mona trækker vejret helt roligt, der er da heller ikke noget at være bange for, og hvorfor hamrer det dumme hjerte, som om hun har løbet flere hundrede kilometer? Og ikke bare siddet og sovet. Rolig, dumme, hvisker hun og går med hele kroppen ud i køkkenet igen og står lidt og glor på stolen, som om hun venter, at den skal foretage sig noget for øjnene af hende, eller bare sige to ord.
Den bliver stående og siger selvfølgelig ikke en lyd, ikke før Mona griber fat i den og skramler den hen over gulvet, hen til bordet.
Hun står musestille sammen med stolen og lytter.
Huset sover. Også mor.
Så kravler hun op på stolen, og let som en killing glider hun hen over den glatte bordplade, hen til vinduet.
Hvis hun banker det op, kan hun kigge ned i gården.
Der er langt ned, og det er livsfarligt at læne sig ud, men det kildrer i hele kroppen. Hun hamrer på den afskallede vinduesramme med begge næver, og lige med et giver det rådne træ efter, og vinduet flyver op med et hæst skrig.
Mona skriger ikke, hun synker sit spyt og læner sig frem og stirrer ned i dybet.
Gården kommer svimlende op imod hende og vil trække hende til sig, vil gøre hende til fugl, men hun er ingen fugl, hun er en pige og holder godt fast i sprossen, mens hun lader suset fare gennem sig.

Øjnene vil ikke adlyde, de lister sig op, og han må sluge det hele råt.
Der borte fanger de møbler ind, og der ... og der ... borde ser han, og stole og en sofa - han bliver svimmel ved tingenes stædige vækst under hans blik. Blinker forsøgsvis, men det hjælper ikke.
Nok, råber han så højt han vover, for lydene skærer fuglen i stykker. Nok! så er det nok! Assez - genug!!
Men tingene sidder fast i øjet, de viger ikke for stemmer af stål.
Han holder stolen fast. Den ja, og reolen, det er ufarlige former for ham, og han kender dem igen. Vist så. Reolen er hans, og den åbner munden og sender forsigtige farvesmil ind i ham med rækker og atter rækker af tænder i blåt og rødt.
Allons enfants, tænker han træt. Men ved trøsterigt, at bøgerne er hans. Hans ja.
Langsomt siler roen tilbage fra sit fjælested og tager bolig i kroppen.
Så er han ikke favnefjernt fra livet. Så er han i rummet. Blandt bøger og ord.
De tynde hænder, som han ikke helt genkender, begynder en langsom vandring hen over en krop, der svarer igen med føling - det er hans krop, mærker han lidt fortumlet, og den ligger udstrakt sammen med ham.
Han forsøger at løfte sig med kød og knogler til siddende.
Så sidder de. Foldet på en seng, og han haler det hele ud på et gulv, der er gråt og fremmed under de fødder, han ser svuppe hen over det.
Det her er forkert, mumler han, mens fødderne sejler ham ud over den blanke gulvflade, forkert. Gråt og fremmed og ikke hans, men nu bøgerne lige før. De sendte nok løgnesmil, eller de smilede slet ikke, men snerrede mod ham, og han fortrækker ansigtet i smerte, for løgn er had og ikke til at bære for et menneske. Som han er. Menneske, siger han ud i rummet, jeg er et menneske, ich bin ein Mensch... og stemmen rammer en bog, som forskrækket krummer sig sammen under hans blik.
Barmhjertigt vender øjnene sig mod møbler, hvorpå der ligger tøj. Klæder, mumler han. Lad mig se! Lad jer inspicere, mumler hans læber, og han slubrer ordet i sig og bruser det helt ind i hjernen. For hvilket ord! Som kom til ham. En uventet gave. Han glemmer tøjet og famler om ordet med stive tanker, der straks glemmer det igen.
Irriteret griber han atter om klæderne, de lange kløer flår dem til sig. Han vifter med dem i luften, sorte faner, hyler det i ham og - kom an! Så kaster han dem atter på sofaen, hvor de falder sammen uden en lyd. Det er ikke sådan han skal, tænker han og sender bunken et vredt blik. Men hvorfor ligger den lig på hans sofa. Som han. Eller gjorde han ikke? Jo lige før... syg? mumler han, og er jeg. Mon? Men han har ingen sved i håndfladerne, som han nu vender op mod lyset og stirrer ned i. Så er han ikke. Det. Så er han det andet.
Og godt, mumler han med klæder i famlende hænder, og godt, gentager han højt, mens hans ben finder vej ned i sorte sprækker, der modvilligt åbner sig.
Stykke for stykke falder tøjet til ro på hans krop. Så er manden i orden, og han begynder at kalde på hende. For nu vil han hende.
Gertrud, Gertrud, siger hud og hår - så gjalder hele skroget efter hende - det vil og vil. Men bliver stående midt i lyden, for hun er ikke synlig, og stemmerne kan ikke hale hende i øjenhøjde.
Jo vist kan han se hende, men forkert. Der henne på bordet ser han hende, og der skulle hun ikke være. Men i hans stol. Ikke midt på et bord og skåret itu. Og med et trist smil på skønhedens ansigt.
Ingen kaffe og ikke et ord.
Han prøver igen, hvisker navnet denne gang, men billedet forbliver tavst og hårdnakket stående på hans bord.
Billedsprog, husker han pludselig - og metafor, synger det i ham, men det er også forkert, for det skal hun ikke være.
Alligevel går han med tøj og arme og ben nærmere og nærmere, indtil han synker sammen i stolen foran hende, og en hånd løftes. Den glatter varsomt over hendes ansigt. Så stivner den af skræk, skønt den da vidste det. Eller burde. Hårdt og koldt. Og Ikke hende.
Bløde bryster og druknedød i hendes arme. Sådan ja, men ikke nu.
Måske kommer hun. Det gør hun nok. Han lader kroppen folde sig, som den vil.
Nu skal han blot vente.

---