Lucie

Lucie



Lektørudtalelse:

Lucie: 22 kapitler af billedkunstneren Lucie Mandix' barndom og ungdom - Net-Bog-Klubben. 206 sider.

Forfatteren har i de senere år skrevet 3 historiske romaner med hver en salmedigter i centrum. Den sidste er fra 2002: Landsbybarnet: roman om B.S. Ingemanns barndom og ungdom. Den slutter i 1811, hvor den vordende digter er begyndt at interessere sig for en vis Lucie, som senere bliver hans kone. Det var tydeligt, at der blev lagt op til en fortsættelse. Den kommer så her med den foreliggende roman, som dog mere er en parallel fortælling. Den begynder, da Lucie er 2-3 år gammel og slutter omkring 1811, da forældrene accepterer forbindelsen med Ingemann. I 1996 udkom: Et lille levnetsløb til Bernhard af Lucie Mandix, et manuskript som er genfundet i nyere tid. Den nye roman består af 22 kapitler, hver indledt med et citat fra ovenstående manuskript. Herudfra har forfatteren så skrevet en fiktiv handling om det barnet kunne have gjort og sagt. Den holder sig snævert til familiens borgerlige tilværelse, hvor begivenhederne delvis ses i barnehøjde. Det kommer der en forbavsende helstøbt roman ud af. Tidsskildringen og miljø er overbevisende og sproget er let at læse. Personskildringerne er også gode, specielt hovedpersonens psyke og udvikling står klart. Der er planlagt et 3. bind i serien.
Keld Lau Larsen.

Uddrag fra romanen: Kapitel 2

Byen brænder

Det første jeg kan erindre er Ildebrandstiden, jeg var den Gang halvtredie Aar.

( Fra Et lille Levnetsløb ... )

En nat vågner hun og ser fader stå bøjet over hendes seng. Han holder et tællelys i hånden, og flammen tryller hans ansigt om til en vrængende, gullig maske, og hun piber forskrækket. Men det er alligevel ikke fader, der har vækket hende. Det er moder. Hun står bagved, og hendes stemme jamrer i mørket. Og da han sætter lyset fra sig og tager Lucie op af sengen, vokser den til en befaling om straks at lægge barnet tilbage. I puderne.
    "Nej," siger fader og slæber hende ud af stuen. Moder tripper bagefter med munden fuld af ord. Hun kan ikke begribe, at han vil udsætte sit eget lille barn for det helvede. Er han mon rigtig velforvaret?
    "Snak!" vrisser han og skubber moder til side og fortsætter ud i entreen, som er oplyst af en søvnig væglampe. Lucie klynker i hans favn, for det er så koldt, og hun er kun halvt vågen, og hvad skal hun i helvedet? Fader vender sig om mod moder og siger, at det for pokker ikke er hvert år, at København brænder, og skulle barnet ikke få lov til at opleve det syn, så ville det være synd og skam. Lucie bliver lysvågen ved de ord. En brand? Hun flammer op i et lykkeligt hyl, så fader er nær ved at tabe hende. Men hun klamrer sig til ham og sparker ud efter moder og råber, at hun vil se det. Vil ... Vil!!
    Bagefter husker hun ikke, hvordan de kom ud af huset, men pludselig går de på gaden, der ikke mere ligner sig selv. Siddende på faders arm og således højt hævet over alt skarnet dernede, skuer hun ud i en forvandlet verden. Normalt er gaderne omkring deres hus omhyggeligt ryddet, men i dag flyder det med alskens herligheder. Hun er ved at vride halsen af led for at få det hele med: møbler, tæpper, dyner, tøjbylter og husgeråd ligger hulter til bulter mellem bunker af ragelse. Det er, som om husene derinde i byen har fået ondt og har spyet al deres indvendige dårligdom ud i gaderne. Og da de når helt ind under volden og drejer om i Kirkebærgangen, er fader lige ved at snuble over de mængder, der her hober sig op. Lucie peger på nogle høje bunker af snehvide tæpper og puder. På en af dem ligger en lille klynge børn og holder om hinanden.
"Se fader, se bjergene! Er vi nu i Schweiz?"


© Copyright Marianne Hesselholt 2015