Landsbybarnet

Landsbybarnet


Send email med bestilling
og inkluder navn og adresse,
samt et telefon-nummer til:
marianne@hesselholt.com

Bestil for kr 197,-

Lektørudtalelse:

Landsbybarnet: roman om digteren B.S. Ingemanns barndom og ungdom. Netbogklubben, 2002. 161 sider. Pris 197.00 kr.

Forfatteren har skrevet børne- og ungdomsbøger og 2 historisk/biografiske romaner: Gylden Sol og sorte skyer: roman om Thomas Kingo (1996) og Brorsons Billeder: roman om Hans Adolph Brorson (1999). Den nye bog om B.S. Ingemann er bygget over samme læst. På baggrund af nøje kildestudier følger vi hovedpersonens liv i romanform - herunder hvad han kunne have sagt og tænkt. Bogen er strengt kronologisk. Først om drengens trygge tilværelse i Torkildstrup præstegård - det fylder langt over halvdelen. Her følger vi livet i et præstemiljø i slutningen af 1700 tallet set i barnehøjde. Et fantasifuldt og følsomt sind indsuger alle indtrykkene fra voksenverdenen - uden rigtigt at forstå. Efter faderens død oplever han Slagelse latinskole på godt og ondt. Romanen slutter i 1811 i København hvor den nu 22-årige jurastudent bliver mere og mere optaget af digtningen og af pigen Lucie. Den følger ret nøje Ingemanns: Levnetsbog, hvor 1. del også slutter i 1911. Der er planlagt en fortsættelse om hans voksenliv. Både personskildringerne og miljøet står klart, og sproget er enkelt og ligetil, men dialogerne er forsøgt holdt i tidens sprog. For alle historisk interesserede og alle biografilæsere.
Keld Lau Larsen

Uddrag fra kapitel 1:

Mellem himmel og jord

Han rider, så krøllerne svirper ham om ørerne. Hesten er vild. Han er selv vild. Han er vildere end hesten, for ellers ville den kaste ham af. Det gør den ikke, den holder ham tværtimod fast, og sammen galoperer de gennem riger og lande. Fremad går det med dødsforagt, men de kan ikke sætte farten ned, for den onde drage halser bagefter det bedste, den kan, mens ildtungen står den ud af gabet. Man kan høre det sprutte og syde bag dem, og Bernhard kan endda mærke varmen fra ildflaben. Han åbner sin egen mund og rækker tungen ud, bare for at se, hvor langt den kan nå. Men den er alt for lille, og han kan kun få øje på en sølle lyserød stump, der vibrerer ynkeligt og er aldeles ildløs, det mærker man jo. Men inde bagved sidder en række skarpe tænder, og de kan bide meget hårdt, spørg bare Christian! Kommer det til kamp, så vil han kæmpe med dem. Det gør det ikke, og med ét bliver hesten mat. Langsomt går den over i luntetrav. Så står den bomstille. Bernhard vender sig og ser, at dragen heldigvis er død af skræk og nu ligger og vånder sig på gulvbrædderne. Den ligger med udslukt tunge og lukkede øjne. Han ler. Nu behøver ingen være bange mere, og prinsessen er frelst og fri, og kongeriget tilhører Bernhard den Drabelige. Han læner sig ind mod sin hest og kæler for den. Tapre hest. Så klapper han den blidt på flanken for at berolige den, for den er jo så træt og forredet, at den ligefrem fråder. Fråder er et ord, han har lært af Christian. Nå nej, forresten, det er ikke hesten, der fråder, det er Bernhard, der savler. Og nu svinger gangeren en arm ud og tørrer ham om mulen. Hhiiir ... vrinsker han glad og glemmer rent, at det ikke tilkommer ham at vrinske, for han er jo Ridder Drabelig, og det er fader, der er ridderens tapre hest. Tøv nu lige en kende, min søn, du bliver jo aldeles udaset, og hvad tror du ikke om din gamle fader? Fader er ikke gammel, siger Bernhard og lukker hans mave inde i sine arme. Fader er ung ligesom moder. Han puster ordene ind i den sorte mave, som svarer, at moder er ung og smuk, men fader er gammel og grim. De ler begge to, og hans gamle, grimme fader holder ham ud i strakt arm og ser ham dybt ind i øjnene og bliver ved meget længe, som om der befinder sig noget dybt nede på bunden, som man ikke sådan lige kan få øje på. Så siger han langsomt og stadig med blikket boret ind i Bernhards: O k u k u l u s, ø j e. Og Bernhard gentager uden at blinke: Okulus er mit øje. Fader griber ham i trøjen og rusker ham blidt frem og tilbage, så siger han og atter med slæbende stemme: T h o r a x, t r ø j e. Bernhard skynder sig at snuble ordene frem: Og thorax er min trøje. Men lige med ét forvandler fader sig og bliver ganske skummel, ja han ligner grangiveligt en trold, og Bernhard blinker forskrækket, selv om han da godt ved, at det er lutter leg. Men trolden holder med begge hænder om Bernhards hoved og brummer utilfreds, mens den bliver ved med at bore sit dystre blik langt ind i drengens opspilede øjne: Aha! Hvad skuer jeg derinde? Jaså! det anede mig. En skælm. Ja, sandelig, jeg kan se på dit øje, at der er en skælm i din trøje.

Skælmen bliver siddende i trøjen, da de lidt senere går ned gennem Enghaven og videre helt til Præsteskoven, som de krydser ad den smalle sti, og som er himmelstor, selv om fader siger, at den er lille og kun til for brændets skyld. Længere nede afskærer et højt stengærde dem fra den rigtige skov, som hedder Gundsemagle Skov, og som selv fader indrømmer er stor. Ja, Bernhard er næsten sikker på, at den strækker sig til verdens ende. Men han finder aldrig ud af det, for just ved gærdet vender fader altid om, og så går de den samme vej tilbage til præstegården. Skælmen sidder stadig og fjanter inde i trøjen, så at det kildrer slemt, og Bernhard kan ikke holde sig i ro, selv om hans lille næve ligger inde i faders store og rolige hånd. Han spjætter ud med benene som et nyfødt gedekid. Kan du så gå pænt, ligesom Christian! formaner fader, som har en dreng i hver hånd. Og han klemmer om Bernhards, så det næsten gør ondt, men det hjælper ingenting, for benene vil ikke gå, de vil flyve, og armene vil ikke hænge roligt, de vil baske. Det er, fordi skælmen er så vågen som aldrig før og ikke til at styre for en dreng. Og Bernhard kan ikke lade være, han jumper uroligt for enden af armen, indtil fader standser og slipper hans hånd og ser strengt på ham. Sig mig, Bernhard, hvad fejler dig i dag? Det er skælmen, fader. Skælmen? Ja, og den vil løbe. Jaså. Men så løb du! Fader giver ham et lille puf, og benene hjuler henrykte afsted med Bernhard. Ned over marken går det, mens de to andre vandrer videre, hånd i hånd. Først helt nede ved Præsteskoven standser de op, og drengen vender sig og kigger forpustet efter de to, der nu ganske langsomt nærmer sig. Han kan se fader bøje sig let mod Christian, og det er tydeligt, at der springer ord mellem dem, men han kan ikke høre et eneste af dem, og han fortryder på stedet, at han løb fra dem, for fader siger så meget morsomt, når de går tur sammen. Nu gik han glip af det. Det er også den dumme skælm. Han piler tilbage og tager artigt faders hånd. Sig det igen, fader! beder han forpustet, så snart han atter er hægtet til. Hvilket? spørger fader og ser ned på ham. Det, jeg ikke hørte. Men fader ler og siger, at nu må lille Bernhard tale, og så vil fader og Christian lytte. Og Bernhard tænker sig om. Så skynder han sig at spørge om noget, som han har grublet over længe, men hele tiden glemmer igen. At Jørgen Rytter er tovlig. Er han det? Hvem siger det? spørger fader lidt skarpt. Det siger Svane. Han siger, at han er splitter ... splitter ... Splitter tovlig, fuldender Christian, for det er han nemlig. Han har slået nogen ihjel, og nu er de døde. I skal ikke høre efter alt, hvad de store drenge siger. Jørgen har været i krig. Det kan man blive sær af. Sådan er det. Men han har jo kun slået fjender ihjel. Det er modigt af ham, og så skulle han da være stolt, ikke fader? spørger Christian. Og fader siger, at det er sandt nok. Jørgen Rytter har kæmpet for sit fædreland, men fjender er også mennesker, og kristne mennesker slår nu engang ikke ustraffet hinanden ihjel, må de vide. Men hedningene da, dem må man gerne slå ihjel, ikke? Bernhard ser op på faders alvorlige ansigt. Han svarer, at mennesker slet ikke må slå ihjel. Det er et af de ti bud. Men de døde, da, hvor bliver de af? vil Bernhard vide, for fader er jo præst og kan svare på alt. Og han fortæller dem, at de naturligvis er i Himmeriget, hos den gode Gud, hvis de da ellers har været fromme i dette liv. Og hvis ikke? Ja, det ved fader ikke, indrømmer han tøvende, for han tror ikke på helvedet, og det skal hans drenge heller ikke . Nej, men hvor bliver de så af, fremturer Bernhard og rusker faders hånd. De flyver fredløse rundt oppe på himmelbuen og søger efter en stjerne, hvor de kan bo, mener Christian og læner sig over mod den lille broder. Og fader siger, at det var jo en smuk tanke, men det står der ingensteder. Skal man kun tro det, der står skrevet? spørger Christian voksent, og fader nikker og siger, at det skal man vel i grunden, for alt andet er dog spekulationer og kætterier, skønt ... Hvad er kætte ...? spørger Bernhard, men fader svarer ikke. Han ser grundende frem for sig, mens begge drenge kigger forundret på ham, for han plejer altid at svare og i ord, man kan begribe. Endelig ser han igen på dem og siger, at man ikke kan læse sig til alting, og at der utvivlsomt findes mere mellem himmel og jord, end man kan vide. Bernhard lader blikket flyve ud over engene og øjner blå og røde blomster midt i det grønne græs, og rundt om står små, spredte buske, og han tænker, at nede mellem alt det grønne, der færdes de bitte små dyr, som ingen kan se, men de er der alligevel. Og højt på himlen hænger lærkerne stille i luften og kvidrer, mens viberne kaster sig kåde hid og did, og over det altsammen står solen og skinner, mens lyse sommerskyer glider hen over den. Alt det og meget mere er der mellem himmel og jord. Også moder og fader og alle de store søskende, og Grandmama og moster Marie. Og Bernhard selv naturligvis. Han står lige i midten. Og i dette øjeblik går han ganske tavs ved siden af fader. Skælmen er faldet til ro ved alle de tanker.


© Copyright Marianne Hesselholt 2015