Johan

Johan



Lektørudtalelse:

Johan: roman om en dreng i 1700-tallets Danmark - Modtryk - 187 sider.

Den forældreløse taterunge Johan bliver fundet som tøjbylt af en soldat foran Børnehuset i 1700 tallets København. Kokkepigen Karen tager sig af ham. I ly af køkkenet oplever Johan de usle og rå fængselsvilkår for børnene og de voksne. Men Johan er heldig. Han bliver adopteret af en jysk fæstebonde, som i ham ser en stedfortræder for sin søn, hvis denne skulle blive indkaldt til hæren. Johan kommer i skole og deltager i gårdens arbejde. Der er mad hver dag men hårdt arbejde, og Johan protesterer og gør oprør med meget temperament. Han kommer tit galt afsted til forargelse og morskab for sine omgivelser. Det er en spændingsfyldt historisk roman fortalt med dramatik og indlevelse. Tidens vilkår og miljøet i København og på landet står lyslevende. Næsten til overmål følger den ene dramatiske episode den anden. Med lidt historisk interesse vil bogen være en oplevelse for de 12-16 årige. Bogens typografi virker noget kompakt. Omslaget er lidt blegt men beskrivende og viser en ensom dreng med en rotte i forgrunden. Ud over denne bog findes bl.a. med samme emne Anders i Børnehuset af Arne Hansen, 1982. Den foregår også i København.
Kirsten Larsen.

Uddrag fra romanens kapitel 19
Johan standsede og rettede sig op. Han lod armene falde slapt ned - de føltes som møllesten, og det værkede i hele kroppen.
Nej, han orkede ikke mere.
Han tørrede sit ansigt med bluseærmet.
Pjaskvådt! Og det havde ikke engang regnet. Han så hen på de andre - den lange række af høstfolk, der svingede leerne i takt - som en lang levende stålarm, der mejede ind over kornet og forvandlede det til stubmark.
Nu fjernede armen sig fra ham. Selv var han det yderste led, en fingerspids eller måske bare en lille negl, tænkte han, men mon ikke armen klarede sig fint nok uden sådan en lille bitte del af den yderste finger.
Han stod lidt og pustede og gad i al fald ikke mere.
Derovre lå skoven - han så mod de hemmelighedsfulde træer og følte et stik indeni. Der lå den, en rigtig skov, ikke et beskidt fangeloft - og så var det alligevel lukket land for ham.
Hvad nu, hvis han listede væk? Ville den dumme mekaniske arm overhovedet lægge mærke til, at den manglede sådan en lille bitte fingerspids?
Nej, vel ville den ej!
Han lagde forsigtigt leen fra sig og begyndte prøvende at gå hen mod skoven.
Så vendte han sig om og kiggede.
Der skete ingenting.
Svirp, svirp, svirp, fortsatte armen - helt blind og døv.
Han kunne fint stikke af - bare en halv time, mens armen mejede op og ned af den lange hovmark. Og nu satte han i løb.
Forpustet nåede han skovens udkant og så sig tilbage: armen var på vej mod den fjerneste ende af marken.
Om lidt ville den vende om og tage turen tilbage igen, og så ville dens mange øjne se ham, og så ...

© Copyright Marianne Hesselholt 2015