Digteren Og Malerinden

Digteren Og Malerinden

Så kom den store roman om B. S. Ingemann fra Marianne Hesselholt og Ancethe. Det handler om kunsterparet Bernhard og Lucie Ingemann...


Send email med bestilling
og inkluder navn og adresse,
samt et telefon-nummer til:
marianne@hesselholt.com

Bestil for kr 120,-

Som det fremgår af bibliotekernes lektørudtalelse er denne bog et sammendrag af de tre tidligere udkomne bøger om Ingemann og Lucie, dog med markante forskelle: Jeg har i mellemtiden fået kendskab til Lucies skitsebog, og med denne nye viden har jeg kunnet udbygge portrættet af maleren Lucie. Digteren og Malerinden er desuden komponeret anderledes end de små bøger, idet mange flere autentiske tekster fra Guldalderen optræder i romanen.

Til yderligere at belyse dette kan man læse Niels Højlunds anmeldelse af bogen i Weekendavisen:


Anmeldelse af Niels Højlund i Weekendavisen d.18. februar 2011:

Marianne Hesselholt: Digteren og malerinden. Roman om B.S. Ingemann og hans hustru Lucie Mandix. 400 sider. 299 kr. Forlaget Ancethe.

"Romantik er idyl, og idyl er snyd med virkelighedsforståelsen. Derfor skal romantikken bekæmpes. Sådan lød naturalismens ubønhørlige dom, og med den dom tog en helt ny digtergeneration omkring 1870 sin begyndelse med Georg Brandes som den teoretiske begrunder og I.P. Jakobsen som det første strålende kunstneriske eksempel. Siden da har »romantik« nærmest været et skældsord. Noget af det værste, man kan beskylde et menneske for at være, er »en håbløs romantiker«.

Dette forhindrer dog ikke romantikken i igen og igen at poppe op som en fristelse for de fleste. Jeg skulle tage meget fejl, hvis vi ikke netop nu befinder os i en meget romantisk periode. Romantik er nemlig andet og mere end en bestemt historisk epoke i første halvdel af det 19. århundrede. Den er også en tilbøjelighed i menneskesindet, en længsel efter andet og mere end dét, som den rationelle forstand kan præstere. Når vi kører træt i rationalitet og formålstjenlighed, overgiver vi os forbløffende let til romantikkens sjælelige vidtløftigheder i musik, billedkunst og digtning og lader for en stund forstanden hvile. Hvilket måske, når alt kommer til alt, er et slags sundhedstegn i den enkeltes sjælelige husholdning.

Men var romantikken overhovedet den idyl, som en senere tid beskyldte den for? Hvis man læser Marianne Hesselholts bog om digteren Bernhard Severin Ingemann og hans hustru Lucie Mandix, så var den alt andet. Det var en barsk tid med krige og med København som offer for historiens første terrorbombardement: englændernes i 1807. Det var en fattig tid med statsbankerot i 1813: en katastrofe, som det tog landet op mod en menneskealder at komme sig over. Det var en sygdommenes og den tidlige døds tid; det meste af den store børneflok i præstehjemmet på Falster, hvor Ingemann voksede op, blev revet bort i en tidlig alder, og moderen endte sit liv i stor fattigdom og elendighed efter faderens død. Og hvad angår Ingemann selv - velsagtens den af romantikkens digtere, der fået det længste efterliv i folks erindring (især takket være de smukke Morgen- og Aftensange fra 1837-38) - så følte han sig det meste af sit liv som en miskendt kunstner. En kunstner, der havde meget svært ved at vinde samtidens gehør og var parkeret i det provinsielle Sorø langt borte fra det København, hvor alt væsentligt i guldalderens Danmark foregik. Kun Grundtvig forstod ham, syntes han, og selv han slog hånden af ham til sidst i protest mod Ingemanns religiøsitet, der for Grundtvig at se ikke havde meget med den kristne menigheds tro at gøre. Ikke meget idyl over det livsforløb. Og romantikken i det havde måske nok så meget at gøre med anelser om den skrækindjagende, tomme afgrund under alt bestående som med den lyse forsynstro, en senere tid har tillagt epoken. Romantikerne var de første modernister snarere end de sidste gammeltroende. Moderniteten begynder med romantikken snarere end i naturalismens opgør med den.

Marianne Hesselholt fortæller jævnt og tilforladeligt om familien Ingemanns liv og oprindelse. Hun har fået den gode ide at tage brudstykker af Ingemanns erindringer, Levnetsbog, og bruge dem som indledning til de forskellige tidsafsnit, og så selv digte videre derpå, som om det er Ingemanns egen tekst, der fortsætter. Og hun har fået den endnu bedre ide at finde frem til Lucie Ingemanns Et lille Levnetsløb til Bernhard, så hele sagen også ses fra hendes side - hun, som jo i tidens stil ellers er så overset både som menneske, som kvinde og som den malerinde, hun også var. Og hvor erindringsbøgerne ikke slår til, væver hun Ingemanns digte ind i teksten, så de også bliver en slags kommentarer til det levede liv. Alt sammen udmærket. Det er ikke litteraturens superliga det her, men mindre kan også gøre det. Og for den, der vil finde frem til en forståelse af, hvad romantikken egentlig var dengang, den endnu ikke var sig selv bevidst som historisk epoke, er denne bog en udmærket indgang - åben for enhver, der forstår at læse ikke bare med hjerne, men også med hjerte."


Læseranmeldelse:

Ellen Åmand, Göteborg.

"Jeg kan godt li de dialoger du har digtet ind i bogen, og det billede de giver af personerne. Jakob Mandix var jo en klog og jordbunden mand og var jo bekymret for, hvordan den digterspire kunde forsörge hans datter. Scenen i Bakkehuset synes jeg var fin med Kammas sjove bemärkninger og de unge som samledes der. Det ligger jo der endnu, og jeg har väret der flere gange, fordi jeg boede på Frederiksberg i min barndom. Nu er det jo omgivet af store huse, dengang var det langt ude på landet. Godt det er blevet bevaret. Bernhards udvikling er også godt beskrevet og den tid i Köbenhavn, da engländerne sköd byen i brand. Man får også et godt indblik i forholdene mellem könnene dengang. De lange forlovelser, hvor kvinderne sad hjemme og syede på brudeudstyret, medens de mänd som kunde tog på årelange udenlandsrejser, hvor de jo ikke kunde undgå at möde sydens kvinder, som satte ild i deres blod, hvad man så godt kan forstå. Men sanselighed og sex var jo fristelser fra djävelen, som de måtte modstå og have dårlig samvittighed over. På den tid mente man vel at man skulde sublimere sin sexsualitet og skabe kunst eller digte i stedet for. Lucie havde heldigvis sine blomstermalerier, som sikkert reddede hende i den lange forlovelse og det stille ägteskab. Besög af H.C Andersen opmuntrede jo dem begge ikke mindst Lucie, som jeg også har läst i Jens Andersens store biografi om H C Andersen. Tænk at lille Danmark havde så mange digtere, kunstnere og filosoffer i Guldalderen, netop i den tid, da Danmark var lille, fattigt og krigshärget.

Jeg synes du giver läseren et godt indblik i personerne og tiden, bogen er spändende, og man kan ikke slippe den, för man har fulgt Ingemann og Lucie lige til Bernhard dör i det stille Sorö. Han led jo under kritikernes angreb på hans böger som så mange andre forfattere. Godt Grundtvig så hans storhed og forsvarede ham og H C Andersen kom til hans hjem og de blev venner for livet, så forskellige de end var."


Kapitel 11 - En by i flammer

Krigen 1807 og Kjøbenhavns Bombardement havde udrevet mig af hine tungsindige Sværmerier og indstyrtet mig i det virkelige Livs mægtigste Hvirvel; Jeg havde hørt Kuglerne pibe Bomberne springe og staaet med Vaaben paa Volden med brændende Lyst til at hævne mine faldne Kammeraters Død paa en forhadt Fjende, medens Byen stod i Flammer omkring mig. Tre Nætters Bombe- og Raquet Fyrværkerie mellem nedstyrtede Tempelbuer, blandt myrdede og lemlæstede Quinder og Børn, havde sat mig i den største Spænding og givet Livet en ny stor Interesse for mig i Tanken om dets Opoffrelse for Fædrelands- og Nationalitets-Ideen.

(B. S. Ingemann: Tilbageblik)

Dog da denne Spænding var ophørt, drog jeg mig atter tilbage til min Ideeverden og til Beskuelsen af det indre Livs store Mysterier. Ethvert Udbrud af hiint indesluttede Liv i min Digtning var mig en nødvandigt og næsten ufrivillig Yttring af en Naturtrang.

(B. S. Ingemann: Tilbageblik)

“Har De hørt det? Kronprinsen har forladt København. Man påstår, at han er flygtet.”

Flokke af studenter bølger gennem Københavns snævre gader, og Bernhard løber side om side med Steen Steensen Blicher. De er alle kaldt til møde i Studiegården. Blicher stønner ordene frem, og de standser begge op og står et øjeblik og ser stakåndede på hinanden.

Bernhard ryster på hovedet. Nej, får han sagt, det har han ikke hørt og kan næppe heller tro det. Men det svirrer med rygter i København, og ingen ved præcist, hvad der rent faktisk er passeret. Det forlyder sågar, at englænderne har truet med at rane Danmarks flåde. Men det kan da umuligt have sin rigtighed. Flåden, landets pryd!

De to unge mænd har først nylig stiftet bekendtskab, men i den fælles uro griber de hinandens hænder, som var de gamle venner.

I Studiegården er alt kaos. Der diskuteres og gestikuleres, og rygterne flyver fra mund til mund. Først da pladsen er sort af studenter og der bliver manet til ro, synker de ophidsede stemmer ned til en mumlen. Så bliver der helt stille, og man hører en høj stemme udråbe kongens befaling:

“Den Fare, Staten trues med, giver mig Anledning til at anmode de studerende her ved Universitetet om at forsamle sig og støde sammen i et Korps under Navn af Kronprinsens Livkorps. Jeg har ved den for mig uforglemmelige 2en April set dette Korps og med Glæde erfaret dets Iver for Kongen og Fædrelandet. Velan Landsmænd! vis det samme ved denne Lejlighed. Dette Korps skal anføres af den almindelig agtede Overhofmarskalk Hauch.”

Kongens befaling bliver slået op og nedenunder kan studenterne læse Konsistoriets følgeskrivelse:

I underdanigst Følge af Hs.kongl. Højhed Kronprinsens Skrivelse efterkommer Konsistoriet som tro Undersaatter sin Pligt herved at opfordre Universitetets Borgere fra i Morgen Formiddag af, eller saa snart det vorder bekendt, at indfinde sig paa Studiegaarden for i Konsistoriums Forsamlingsværelse at blive indført i de dertil bestemte Lister, hvorefter nærmere Foranstaltninger vil blive gjort.

Bernhard åbnede øjnene og så op mod himmelen, der blegt lysende hvælvede sig over ham. Så tørrede han en hånd hen over kinden, der føltes våd og klæbrig. Han stirrede vantro på hånden. Blod! Et jag af smerte jog gennem marv og ben, da det gik op for ham, at han var blevet ramt. Med angstens kvalme stikkende i halsen tumlede han på benene og så sig om, men skønt solen allerede stod højt på himlen, kunne han kun hist og her skimte byens huse, der gled som uvirkelige spøgelsessyn og i sære brudte flader ud og ind mellem sorte, flossede røgfaner. Ruinmure med tomme vinduesglugger var det, der således dukkede frem for atter at skjule sig under den stinkende sorte kappe, der syntes at indhylle hele den indre by og brede sine pjalter ud over resten af bebyggelsen.

Det sved i næsen, og i det samme huskede han, hvordan han halvdød af udmattelse var segnet om og til lyden af de hylende mordlyn og alle skrigene var gledet ind i et billedløst mørke.

Hvordan var det? Han lænede sig mod brystværnet for ikke at falde. Jo, før han mistede bevidstheden, havde han været i Helvede. Han stønnede højt, mens aftenens og nattens begivenheder brutalt tegnede sig for hans indre blik.

Det havde været en af årets smukkeste aftener, endda med et strejf af forsinket sommer, og der havde hvilet en egen, højtidelig stemning over byen. Næsten som forventningen før en stor fest. En spænding i luften, javist, men det var just det herlige ved det. Som om noget nyt og stort stod på spring, noget hidtil uhørt, der skulle times dem. Og studenterne havde samlet sig i flokke og begejstret sunget de kønne fædrelandssange, mens de havde raslet med sablerne og sendt kække øjekast ud til de mange borgere, der havde taget opstilling rundt om. Fjerene på de høje, runde hatte viftede i den lette sensommerbrise. Og selv stod de så ranke og stolte, så smukke i deres skinnende, nye uniformer. Blåt, sort, hvidt og rødt smeltede sammen i det herligste festsyn. De lyse bukser og de rødkravede, sorte jakker sad stramt ind til kroppene. Her stod de og lyste, mens de andægtigt lyttede til hofmarskal Hauchs manende ord.

Også Bernhard havde følt sig opstemt trods trætheden og den dunkende pine i leddene, der var blevet overanstrengte af al den uvante eksercits. Da han om eftermiddagen sammen med sit kompagni var marcheret tværs over Skidentorv, der var sort af nyfigne københavnere, havde han nok set sin gamle værtinde, fru Fugl, trippe frem med udstrakte arme, som ville hun fange ham og holde ham tilbage, og han så hende slå hænderne sammen og hørte hende udbryde: “Jamen, Herre du Milde, skal han også med!”

Et kort øjeblik havde han følt muskedonnerens tyngde. Men så havde han atter ranket sig, for det var jo nu, de skulle vise, at Dansken, om end han ikke var en trænet soldat som den engelske, lige fuldt ejede mod og mandshjerte. Og han havde følt sig så tillidsfuld og rolig først på aftenen, mens han taktfast marcherede frem og tilbage på Nørrevold. Intet skete. Men måske stormede fjenden i nat, havde han tænkt, og hans hjerte var taget til at hamre i brystet, slet ikke af frygt, men af forventning. Og så var det hele kommet ganske uden varsel. Et lynangreb fra himlen, og på en gang blev alle djævle sluppet løs, luften søndersplittedes i et kakofonisk lydinferno, stormklokkerne kimede, vægterne peb i deres fløjter, stortrommerne gik, og samtidig begyndte regnen af granater, bomber, raketter og brandkugler, der piskede op fra landjorden og fra havet og forvandlede himlen til et flammehav, inden de hamrede ned i den levende, forsvarsløse by. Studenterne løb frem og tilbage på volden, forvildede og magtesløse. Enkelte lænede sig mod brystværnet og græd, andre fortsatte som Bernhard en tavs og sammenbidt march. Frem og tilbage. Han standsede et øjeblik og så op mod himlen, mens Biblens ord tegnede sig i flammeskrift for hans indre, og dommedagsbilleder begyndte at strømme tumultarisk ind over hverandre: Nu blæste englene i deres basuner, nu faldt der hagl og ild ned over jorden, og det blandede sig med menneskenes blod. Og jorden brændte op, og træerne brændte op, og alt grønt græs brændte op. Et blændende lys skar sig hen over himlen og kastedes i havet. Og havet blev til blod. Og stjernerne faldt. Som brændende fakler faldt de over jorden. Ja, det var visselig den store dommens dag, der ramte dem nu, og de kunne intet udrette med deres sølle våben. Fjenderne skjulte sig langt ude i mørket, hvor de teede sig som gespenster. I stedet for levende soldater, som man kunne forsvare sig imod, disse sataniske himmelkugler, som dræbte i flæng.

Bernhard knugede om sit gevær og pressede ryggen mod et voldtræ. Så vendte han sig og fyrede i blinde ud i halvmørket. Hans skud druknede i larmen. Ved siden af ham stod en ung soldat og græd. Han ville trøste ham og vendte sig mod ham med ord på læben, da han i det samme følte en brændende varme slå ind mod sit hoved. Og han faldt om med soldatens skrig i ørerne.

Han skubber sig fri af brystværnet og forsøger at ranke sig. Og opdager, at han er usåret, og at smerterne blot er en voldsom ledpine efter det umage leje under voldtræet. Men det klæbrige blod på hans ansigt og hænder? Tøvende går han nogle skridt frem og vender blikket mod træets fod. Og han ser, at han har ligget og sovet i en pøl af blod. Fortumlet træder han helt ind under træet og kigger op i dets krone. Over hans hoved dingler et afskudt ben. Det hænger fast i de blodige rester af noget, der engang har været lyse uniformsbukser, men nu kun er tøjtrevler. Et øjeblik svimler det for ham, men så mærker han et afsindigt raseri vågne dybt inde og skylle gennem sig som en fysisk smerte, og han gisper, kan ikke mere få vejret. Og pludselig hører han sig selv brøle som et vildt dyr. Og inden han ret ved af det, tumler han ned ad volden med sit våben i hænderne og bajonetten pegende lige frem.

En befalingsmand kommer vaklende mod ham. Han holder afværgende hænderne op foran sig, som om det er ham, den rasende soldat vil gennembore, og giver ham ordre om fluks at forføje sig. Der er blæst til afløsning for længst, har soldaten ikke hørt det?

Bernhard sænker bajonetten, og et øjeblik føles det, som om alt blodet forlader hans krop, han synker sammen og hænger foran manden som et slagtet dyr og må tage sig voldsomt sammen for ikke at falde om.

“Gå nu hjem!” befaler stemmen træt, og han vakler en tid halvvejs bedøvet videre langs volden med den tunge muskedonner hængende i slappe arme. Blikket er klistret til brostenene, mens han stumpler over blodbestænkte murbrokker, og først da han vil sætte foden på sin egen trappe, river en lys drengestemme ham ud af den trancelignende tilstand med ordene: “Hele huset er væk!”

Den næste nat og den næste igen fortsatte bomberegnen over byen. Bernhard blev ikke mere kaldt på vagt. Den tredje nat skjulte han sig i en kælder på Christianshavn, og det var herfra, han hørte råbet: “Nu faldt Vor Frue Kirke!”

Tre rædselsnætter, og København var forvandlet til en rygende brandtomt. Overalt sås sårede, lemlæstede og døde. Matroserne, der havde måttet efterlade deres skibe til fjenden, følte sig indespærrede i en kappe af skam og nægtede at acceptere nederlaget, og da de hørte rygter om en forestående kapitulation og efterfølgende udlevering af flåden, spændte de våbenet til kamp og beredte sig på først at dræbe deres egne befalingsmænd og fremfor alle andre den gamle general Peymann, der så fejt havde ladt dem i stikken, og dernæst blindt at kaste sig ud i forsvaret af en by, der allerede var faldet. Og som lå i ruiner, de ikke ville se. Endelig en dag måtte de erkende, at de stod alene, og at alle andre borgere såvel som soldaterne for længst havde overgivet sig til gråden og sorgen. Så nedlagde også matroserne deres våben. Kort efter fulgte kapitulationen.

Studenterne gik længe om i en tilstand af chok. Aldrig havde nogen set en mere glødende begejstring end deres, og så var al deres ildhu gået op i flammer og brændt ud som byen selv. Og vreden vendte sig indad. Her lå den i lang tid og ulmede, uslukkelig som brand i mosejord.

De første dage efter kapitulationen følte Bernhard sig som en søvngænger, ude af stand til at blæse uvejrsskyernes mørke syner bort. Her gik han i en by, der var prisgivet det totale kaos. En broget flok af brandlidte stakler, hvoraf mange stadig tumlede om uden tag over hovedet, blandede sig med de grupper af hujende engelske soldater, der fyldte alle byens grønne pladser med deres telte og vogne og bylter og kvindfolk med vrælende unger i skørterne. Sære skotske højlændere spankulerede skamløse om iført korte skørter og fremviste ublu deres nøgne, behårede ben, mens de ganske åbenlyst morede sig over de ærbare københavnske fruentimmere, der dånede ved synet af en så bestialsk åbenbaring.

Der hvilede overalt en nederlagets stemning, hvis mathed dog lidt efter lidt modsvaredes af en urolig, hektisk aktivitet, der voksede for hver dag, mens byen forvandledes fra stinkende ruinhob til larmende byggeplads.

Sådan forløb uge efter uge, mens brandlugten langsomt fortog sig, og en dag var også fjenderne borte, og københavnerne krøb sammen i stuerne, de vendte sig indad, ivrige efter at genfinde de trygge hverdage med hjemlige sysler og venlige sammenkomster. På den måde bestræbte de sig på at glemme krigens gru.

Også Bernhard forsøgte, men forgæves, syntes han, for han havde jo mistet alt. Hele det poetiske skaberværk, han gennem årene så møjsommeligt havde bygget med sin pen, og hvori han havde givet sin dybeste og inderligste længsel mæle, var som så meget andet blevet flammernes bytte. Og her gik han om så aldeles tomhændet, drænet for livskraft, forekom det ham.

Han søgte trøst hos Spur, som trods alt havde været ham faderligt stemt og støttet ham på sin egen stive facon. Men Spur forstod naturligvis ingenting. Det var just så udmærket, sagde han henkastet, at studenten var blevet revet bort fra sine drømmerier og sit uvirksomme tidsfordriv. Og hos broder Søren mødte han samme kølige tilfredshed med det hele hændelsesforløb, ja, i hans udlægning var det ikke fri for at lyde, som om han mente at Københavns bombardement trods alt havde gavnet, når det således havde formået at rive lillebroderen ud af de poetiske fantasteriers klosakse og kaste ham i armene på den prosaiske virkelighed, hvor han rettelig hørte hjemme.

Og for resten var der sørget for ham, tilføjede han. Broderen kunne flytte ind hos gamle fru Fugl, der havde fundet sig en ny bolig på Vandkunsten. Et udmærket værelse stod og ventede ham. Og her ville han finde ro til at arbejde. Men så måtte han også love at tage sig selv i kraven og ryste det ørkesløse sværmeri af sig. Kunne han det? Bernhard nikkede, men lovede ingenting.

Han måtte først og fremmest hjem nu. Og være hos søstrene og moder, der slet ikke var rask. Lungesyge, sagde lægen. Selv hostede han slemt.


© Copyright Marianne Hesselholt 2015