Brorsons Billeder

Brorsons Billeder



Lektørudtalelse:

Brorsons billeder - roman om Hans Adolph Brorson - Haase - 277 sider.

Biografisk roman om salmedigteren H.A. Brorson (1694-1794). Hesselholt har gennemgået et "righoldigt kildemateriale", hvilket afspejler sig i bogens troværdige tidsbillede. Det er hendes springbræt til at forestille sig hvad Brorson kan have tænkt, følt og ment. Romanen beskriver således både de historiske omstændigheder: enevælde, oplysningstid, Brorsonfamiliens præstetradition og pietismen. Og Brorsons sind: drømmende, fantaserende, skrøbeligt og følsomt. Den gamle biskop fremkalder inden i sig selv billeder fra sit liv siden barndommen. Billede efter billede afdækker hvordan han i opvækst, karriere og familie misforstår omgivelserne og selv bliver misforstået, reagerer psykosomatisk og præges af melankoli og ensomhedsfølelse. En sjælden gang føler han lykke. Ofte fører omstændighederne ham nærmest viljeløst gennem livet. Han møder ukendte og kendte samtidige: Holberg, Arne Magnusson og Ambrosius Stub. Sporadisk berøres hans salmer og kristne tro. Bogen er opbygget som forfatterens bog om Kingo "Gylden sol og sorte skyer" (1996), dog mere psykologisk. Kingoromanens læsere vil også sluge nærværende. Derudover har Hesselholt skrevet tre børne-og ungdomsromaner.
Erik Nicolaisen Høy.

Uddrag fra kapitlet : Jeg gaaer i fare hvor jeg gaaer.
En ... to ... tre ... fire ... fem ... seks ... syv ... otte. Han kan da sagtens tælle til mere end det, men der er kun otte får. Alligevel begynder han hele tiden forfra, for det er bedst at være helt sikker.
Han tæller, mens han løber. Otte, det er vel ingenting.
Det er fader, der har sendt ham, og han skal blot tælle fårene, ikke andet, men det er første gang, og løbeturen ned ad markvejen er uendelig, og han er alt for lille, og hvis moder havde været hjemme ... hun ville aldrig ... men moder og drengene er på Trøjborg hos morfader, og fader er ikke rask, og røgterens Lars arbejder i stalden og: "det kan du da også sagtens klare, Hans Adolph, blot se til, at de er der alle otte, og at ræven ikke har været på spil."
Ræven, ha! den er han da ikke bange for. Men ulven!
"Ulven, fader," hviskede han, men fader lo blot og sagde, at der da ikke fandtes ulve i Ballum Enge, men Nikolaj har selv fortalt ham, at der blev skudt en ude ved Høyer forrige vinter, og ens storebroder lyver aldrig, og inde i landet findes de i store, vilde flokke, og hvad nu hvis en af dem finder helt herud til Randerup?
Så bliver han ædt.
Han sætter farten op, benene er lige ved at spæne fra ham, og han kan høre sit hjerte dunke, mens de nøgne fødder pisker afsted og hvirvler tørt sand op i en støvsky omkring ham.
Vinden føles kold mod kinderne, det er ikke mere rigtig sommer, og hvorfor har røgteren også flyttet fårene helt ud til havet?
Han når aldrig derud.
Men pludselig får han øje på nogle små, grå sten spredt ud over den fjerneste eng, og de bevæger sig, og så ved han, at det er fårene. Han forlader hurtigt markvejen og begynder at skrå ned over engene. Halvvejs standser han med et sæt - for der, lige foran ham farer en hare op fra en hulning i græsset, hvor den har ligget og trykket sig. Han ser den forsvinde i lange hop hen over græsset og husker en fjern morgen:

Han gik sammen med fader, solen var lige stået op, og de to vandrede ligeså roligt gennem dugvådt græs. De tav begge to, for det skulle de. Og fader havde bøssen i den ene hånd, og Hans i den anden. Hans hånd føltes tør og varm, og det var en god fornemmelse at gå sådan. Solens stråler lo i græsset, og højt, højt oppe på himlen hang lærken og sang, og alle mennesker sov, kun ikke de to. Og fader var ikke syg, men rask og glad.
De så haren samtidig, og fader standsede brat og slap Hans' hånd og kastede bøssen til kinden. Der lød et frygteligt brag, og i det samme sprang dyret højt, højt op, så drejede det rundt i luften og faldt ned i græsset, hvor det lå og sprællede et øjeblik, inden det stivnede i små ryk. Hans sprællede også, og han stivnede og kunne slet ikke følge efter fader, som havde glemt ham og nu næsten var nået hen til det døde dyr.
Men benene ville hen til fader, og de løb med ham, og så var han der. Haren lå udstrakt for hans fødder, den lå, som om den sov, men med åbne øjne. Fra et hul i pelsen piblede det rødt, og Hans strakte forsigtigt hånden frem for at røre ved det røde, og han mærkede, at det var varmt og klæbede til huden.
Saft, tænkte han undrende og snusede og ville smage, men nej, lugten. Han så på hånden og på fader.
"Blod," sagde fader og skubbede ham væk.

Nu er han nede på strandengen og tæt på fårene. Han standser op og lader dem løbe ind i øjnene: en to tre fire fem seks syv otte. Jo, fader kan være rolig, hvert eneste får er der.
Så går han helt ned til strandkanten. For måske kan han nå at lege lidt, alt ånder jo fred hernede, ja selv havet, der ofte buldrer slemt, trækker nu vejret så roligt som en, der sover.
Og ulven har han glemt.
Også tiden glemmer han, mens han ligger på knæ og arbejder med det gråhvide sand. En lille landsby med kirke og præstegård vokser frem under hans ivrige hænder. Sådan! og et tårn bliver forsigtigt sat på en skrøbelig kirke, og der anlægges en have med mosplæne og tangtræer, og de skaller der, det er køer og får, og dem der er menneskene. Om lidt kommer flodbølgen brusende, og det er ikke til at vide, om den vil skylle helt ind over den lille by og fortære den hus for hus. Hans bygger diger for de yderste huse, han sveder og ser ud over havet, er det ikke begyndt at stige? Jovist stiger det. Og hurtigt. Og det har også skiftet stemme nu, det mumler ikke mere søvnigt, men brummer som en ond trold, der lige er vågnet.
Hans mærker en let brise fare ind fra havet. Pludselig fryser han og synes ikke mere, at der er rart ved stranden. Han lader by være by og rejser sig op og kniber øjnene sammen til små smalle sprækker, mens han stirrer ud over bølgerne, der vælter ind mod stranden og allerede har fået et rødligt skær af den synkende sol, som nu hænger lavt over det. Jesus er solen, siger en stemme inden i ham, og han kan ikke huske, hvor de ord kommer fra, men det er nok rigtigt: ja, deroppe hænger jo selveste Jesus og lyser. Men så hører han igen stemmen, og nu siger den, at Hans ikke må se på solen, for så bliver han blind.
Han vender sig hurtigt om og begynder at trave hjemad med solen i ryggen. Men han kan ikke lade være, han må se den igen, og han vender sig langsomt om og kigger, og nu er den kravlet længere ned og har skiftet farve. Den er ikke mere Jesus, men en gloende ildkugle over havet, og pludselig synes han, at hele himlen brænder, ja, alt står i flammer ligesom over Sodoma og Gomorre, og så skal han jo vende ryggen til og ikke kigge, ellers bliver han til en saltstøtte, og fader og moder kan aldrig finde ham igen. Men han er alligevel alt for nysgerrig, og så bliver han stående og ser, hvordan solen bløder himlen rødere og rødere - snart vil den styrte sig ned i de blygrå bølger, og de vil slubre den i sig i en vældig mundfuld. Han gyser, for det ved han, at bagefter kommer mørket, og det er sort som nat og død.
Han vender sig om og løber, mens mørket buldrer i hælene på ham.



© Copyright Marianne Hesselholt 2015